Maskinbogen for Landmænd
Praktisk Vejledning i Maskinbrug m.m.

År: 1919

Forlag: Trykt hos Nielsen & Lydiche (Axel Simmelkiær)

Sted: København

Sider: 437

UDK: 630 Mas TB Gl.

Udgivet paa Foranledning af Udvalget for Afholdelsen af Kursus for Landmænd i Maskinlære

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 500 Forrige Næste
402 indstukket Stangarmene. Paa Forvognen giver de Leje for Vogn- stangen, der holdes til dem ved en vandret gaaende Bolt. (I Jyl- land kaldes de „Kinninger"). Bagtil giver Stangarmene Leje for et Stykke Træ udskaaret som et Cirkelafsnit, der støtter Lang- vognen (7) under Vending. Paa Bagvognen er der en Midter- stangarm (Bagdraget), der afstives af 2 Sidearme, den tjener til Anbringelse af Langvognen. Paa Øerne findes paa Arbejdsvogne af ældre Model ingen Stangarme, men der er i Akseltræet indlagt et Stykke Tømmer der paa Forvognen kaldes „Sule“ eller „Tyve“ (se IV) og paa Bagvognen, Bagdrag, Hværvle eller Bagtyve (8). Paa Fortyven findes fortil et lodret Indsnit til Vognstangen, bagtil et vandret til Langvognen, som ved en Bolt er fæstet drejeligt til den. Naar Forvognen drejes, er Drejningspunktet altsaa ikke midt under Forvognen, men et Stykke bag ved denne, hvad der er uheldigt. Bagtyven adskiller sig kun fra Midterstangarmen ved at være sværere og mangle Sidearme. Langvognen er af Træ eller Jærn, fast forbundet til Bagvog- nen, men ved Bolt gennem henholdsvis Akselstykket eller Sulen, drejeligt forbunden med Forvognen. Skal Vognen forlænges til Høstvogn, indsættes en længere Langvogn, eller denne er forskyde- lig anbragt i Bagvognen. Træktøjet bestaar af Vognstangen, fastgjort med Bolt til Kin- ningerne eller Sulen (Fortyven), og Hammelen (2 & 3), som er anbragt paa Vognstangen eller Stjærten (1) paa en Pig eller ved et Overfald. Vognstangen bør være af Ask, helst en ung Ask, som ikke behøver at behandles meget med Sav og Høvl. Den Højde, Træktøjet er anbragt i over Jordoverfladen, af- hænger af Hjulhøjden, det er af stor Betydning, at Højden ikke er for stor, navnlig i blød Jord. Er Træktøjet anbragt lavt, vil Hestenes Træk gennem Skag- lerne virke løftende paa Forvognen og derved modvirke, at Forhjulene skærer i. Omvendt vil et for højt Træk bevirke et Tryk nedad paa Forhjulene, saa disse skærer dybere i. Forhjulene er i Regelen ca. 13 cm lavere end Baghjulene, hvis almindelige Højde er 105 cm. Højere Hjul er ikke prak- tiske, da Vognen derved bliver for høj, hvad der besværliggør Læsning. Lavere Hjul giver paa blød Jord en tungere Gang. Baghjulene skal gaa i Forhjulenes Spor, hvilket kaldes, at Vognen „sporer*1. Da Forhjulene er saa høje, at de ikke kan gaa ind under Fadingen ved Vending, er Arbejdsvognen ikke underløben og kræver derfor ret stor Plads til Vending. Navet (12) er af Eg. Egerne (11) af Eg (helst norsk Eg). Fælgene (10) af Bøg. Hjulringene (9) af Jærn. Hjulene er i Regelen styrtede, d. v. s. hule. Da de har deres største Bæreevne, naar Egerne staar lodret, er Vognakselen altid bøjet saa meget, at dette finder Sted, men derved hælder den øverste Halvdel af Hju- lene saa meget udover, at der bliver Plads til, at Fadingen kan