Maskinbogen for Landmænd
Praktisk Vejledning i Maskinbrug m.m.
År: 1919
Forlag: Trykt hos Nielsen & Lydiche (Axel Simmelkiær)
Sted: København
Sider: 437
UDK: 630 Mas TB Gl.
Udgivet paa Foranledning af Udvalget for Afholdelsen af Kursus for Landmænd i Maskinlære
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
402
indstukket Stangarmene. Paa Forvognen giver de Leje for Vogn-
stangen, der holdes til dem ved en vandret gaaende Bolt. (I Jyl-
land kaldes de „Kinninger"). Bagtil giver Stangarmene Leje for
et Stykke Træ udskaaret som et Cirkelafsnit, der støtter Lang-
vognen (7) under Vending. Paa Bagvognen er der en Midter-
stangarm (Bagdraget), der afstives af 2 Sidearme, den tjener til
Anbringelse af Langvognen.
Paa Øerne findes paa Arbejdsvogne af ældre Model ingen
Stangarme, men der er i Akseltræet indlagt et Stykke Tømmer
der paa Forvognen kaldes „Sule“ eller „Tyve“ (se IV) og paa
Bagvognen, Bagdrag, Hværvle eller Bagtyve (8). Paa Fortyven
findes fortil et lodret Indsnit til Vognstangen, bagtil et vandret til
Langvognen, som ved en Bolt er fæstet drejeligt til den. Naar
Forvognen drejes, er Drejningspunktet altsaa ikke midt under
Forvognen, men et Stykke bag ved denne, hvad der er uheldigt.
Bagtyven adskiller sig kun fra Midterstangarmen ved at være
sværere og mangle Sidearme.
Langvognen er af Træ eller Jærn, fast forbundet til Bagvog-
nen, men ved Bolt gennem henholdsvis Akselstykket eller Sulen,
drejeligt forbunden med Forvognen. Skal Vognen forlænges til
Høstvogn, indsættes en længere Langvogn, eller denne er forskyde-
lig anbragt i Bagvognen.
Træktøjet bestaar af Vognstangen, fastgjort med Bolt til Kin-
ningerne eller Sulen (Fortyven), og Hammelen (2 & 3), som er
anbragt paa Vognstangen eller Stjærten (1) paa en Pig eller ved
et Overfald. Vognstangen bør være af Ask, helst en ung Ask,
som ikke behøver at behandles meget med Sav og Høvl.
Den Højde, Træktøjet er anbragt i over Jordoverfladen, af-
hænger af Hjulhøjden, det er af stor Betydning, at Højden ikke
er for stor, navnlig i blød Jord.
Er Træktøjet anbragt lavt, vil Hestenes Træk gennem Skag-
lerne virke løftende paa Forvognen og derved modvirke, at
Forhjulene skærer i. Omvendt vil et for højt Træk bevirke et
Tryk nedad paa Forhjulene, saa disse skærer dybere i.
Forhjulene er i Regelen ca. 13 cm lavere end Baghjulene,
hvis almindelige Højde er 105 cm. Højere Hjul er ikke prak-
tiske, da Vognen derved bliver for høj, hvad der besværliggør
Læsning. Lavere Hjul giver paa blød Jord en tungere Gang.
Baghjulene skal gaa i Forhjulenes Spor, hvilket kaldes, at
Vognen „sporer*1. Da Forhjulene er saa høje, at de ikke kan
gaa ind under Fadingen ved Vending, er Arbejdsvognen ikke
underløben og kræver derfor ret stor Plads til Vending. Navet
(12) er af Eg. Egerne (11) af Eg (helst norsk Eg). Fælgene
(10) af Bøg. Hjulringene (9) af Jærn. Hjulene er i Regelen
styrtede, d. v. s. hule. Da de har deres største Bæreevne, naar
Egerne staar lodret, er Vognakselen altid bøjet saa meget, at
dette finder Sted, men derved hælder den øverste Halvdel af Hju-
lene saa meget udover, at der bliver Plads til, at Fadingen kan