1837-1887 Snedkeres Tegneforening af 1837
Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings og Snedkeres Historie

og fuldkomne Arbejder, og uden at være nogen betydelig Mand forstod han baade at vurdere den faglige Uddannelse og den kunstneriske Bistand. Bag hans undertiden noget barske Væsen boede en baade ærekjær og kammeratlig Natur, og netop derfor maalte den Anerkjendelse, hans Kolleger viste ham ved at vælge ham til Formand i Tegrieforeningen, være ham særlig kjær og op- muntre ham til af bedste Evne at virke for Foreningen. Det gjorde han da ogsaa, og skjønt al Fortjenesten herfor ikke udelukkende kan tilskrives Rønne, men ogsaa maa søges baade i den Kreds af dygtige Medarbejdere, der stod ved hans Side, og i selve Tidsforholdene, havde Tegne- foreningen i de 16 Aar, Rønne var dens Formand, den mest glimrende Periode, den har oplevet i de forløbne halvhundrede Aar. Paa det nye Grundlag, der var lagt, voxede Foreningen i Medlemstal og havde ogsaa paa anden Maade Fremgang, men det var dog fornemmelig Tegneskolen, som i dette Tidsrum udviklede sig paa en Maade, som man vel næppe tidligere havde anet. De Grænser, som fordum skilte Lavene ad, vare nu brudte. Endnu saa sent som i 1855 havde der atter været Vanskeligheder, da »Snedker og Møbelhandler« H. P. Frederiksen for anden Gang meldte sig til Optagelse i Foreningen, men under Lund var man naaet saa vidt, at baade Medlemmer af andre Haandværksfag og Folk, som slet ikke vare Haandværkere, vare bievne optagne, og nu havde tilmed Stolemagerne — det Lav, med hvilke Sned- kerne tidligere havde havt saa mange Lavstvistigheder — besat Formands- pladsen i Foreningen med deres Oldermand; thi denne Stilling indtog Rønne. Da Foreningen tilmed paa samme Generalforsamling, hvor Rønne blev Formand, paany valgte et Æresmedlem, toges han ogsaa udenfor Snedkernes Kreds. Det var Professor J. H. Nebélong, der paa Forslag af C. O. Thorsen hædredes paa denne Maade, og som takkede herfor ved til Foreningens Forbilleder at udarbejde en Tegning til en enkelt og en dobbelt Dør. Derfor glemte man dog ikke sine Egne, og det er betegnende for Rønne, at han paa et Tidspunkt, hvor det gik tilbage for J. C. Meyer, fremhævede den mangeaarige Virksomhed, som var bleven udfoldet af dette Foreningens »ældste ordentlige Medlem» saa- vel i Almindelighed som i de forskjellige Egenskaber, hvori han havde havt Sæde i Bestyrelsen. Det var paa Generalforsamlingen den 9de December 1875, at Rønne foreslog at bevidne Meyer Foreningens Erkjendtlighed og Tak herfor, og Forsamlingen sluttede sig til denne Udtalelse ved at rejse sig. Rønne blev valgt til B'ormand paa Generalforsamlingen den 5te Maj — 89 — 12