Om Arbejderspørgsmaalet
Fenilletoner. Særskilt Aftryk af "Folkets Avis"

 30 en lille Tilgift til de smaa Summer, som de raadede over til Pynt og Fornøjelser, og som ifølge vore Samfunds- forhold og Levemaade havde en kedsommelig Mængde Timer at gøre Ende paa, sogte at gøre sig denne Spildetid frugt- bringende ved at arbejde for Udsalgene. „Om man aldrig tjener saa Lidt, cr det dog altid Noget, og Noget er bedre end Intet. Selv om man kun kan bringe en Markspenge om Dagen ud af den Tid, der gaar til Spilde, bliver det altid en Femdalerseddel om Maaneden, og 60 Rd. om Aaret er jo en smuk lille Tilgift, uaar man kun har 90 Rd. til eget Brug — især naar disse 60 Daler er som fundne!" — hed det. Udsalgenes Ejere eller Ejerinder forstod selv- følgelig at benytte deslige Tilbud fra Damer, der „arbejdede for deres Fornøjelse" eller „for Tidsfordriv" og derfor tog hvad man bod dem, som „fundne Penge" uden Hensyn til Arbejdets virkelige Værd. Det var utroligt, hvor billigt de arbejdede: -„Herregud! de stulde jo ikke leve deraf." Disse gode Damer tænkte naturligvis ikke paa, at denne deres Billighed kunde fore til en stor Ubillighed mod de stakkels Arbejdersker, der ikke havde frit Ophold og de 90 Rd. om Aaret, men helt og holdent skulde „leve af deres Arbejde", og dog blev dette Tilfældet. Naar de Handlende kunde vise en virkelig Arbejderfle deslige billige Arbejder, der var lige saa smukke som hendes, fulgte det af sig selv, at ogsaa de maatte være „billigere" for Fremtiden, og naar de virkelige Arbejdersker, der ikke havde Andet at leve af end deres Hænders Gerning, kunde slaa af, saa maatte naturligvis ogsaa de, der arbejdede for Tidsfordriv, kunne gøre det enduu billigere — og saa fremdeles. Og saa kom alle de siudrige Sy-, Strikke-, Bæve-, Kniple- og Brodermafliner, der aldeles distancerede det simple Haandarbejde, saa kom en lettere Forbindelse med de store Markeder hvor der var uhyre Oplag af Arbejder fra