Om Arbejderspørgsmaalet
Fenilletoner. Særskilt Aftryk af "Folkets Avis"

Sultekost, naar der er Nok, som vil traktere Jer'? Hvorfor vil I flide aflagte Klæder, uaar det blot koster Jer et Ord at faa nye i Foræring? Hvorfor vil I bo tre sammen i et elendigt Baghuskammer, naar i saa let som Fod i Hose knnde flytte ind i et smukt og vel møbleret Værelse ude paa Groen og have alle de Fornøjelser og Behagelig- heder, som en god Ven kan flaffe? Jndbilder I Jer maafle, at Folk tror Jer bedre, fordi I sulter og gaar daarlig klædte?" — osv. Ikke sandt? Det er en forfærdelig Synd at friste en Pige, der kun har 20 ß om Dagen at leve af, med stige Ord! Det ligger nær for de dydige Damer at betragte deslige Fristerinder som Udstud af Mennesteheden, som Væsener, der ikke kan fordommes ftrængt nok — Nu vel! Jeg stal ikke sige et Ord til Forsvar for dem; men, hojagtede og hojadle Fruer, tilgiv mig et morkr, meget morkt Sporgsmaal! De ærbare og dydige Hus- modre, der holder Syjomfruer til „4 Mk. 8 ß om Ugen og Kosten", eller lader deres Linned sy ude til en Betaling, for hvilken Syerflen hverken kan leve eller do, er de ikke — naturligvis uden at vide eller ane det — nær ved at være hine unævnlige Verseners Medskyldige? Er der ikke en fjærn Samvirken mellem dem, der til- byder en Nødlidende Lon svr at begun noget Urigtigt, og dem, der fremkalder Noden ved at forholde et hæderligt Arbejde sin rimelige Len? Jeg vover ikke at besvare Sporgsmaalet. Det er flere Gange blevet udtalt af Damer, der yar stræbt at modarbejde deres Kons Fortryllelse, at Alt, hvad Kvinderne selv vilde kunne udrette, Intet vilde forslaa, naar ikke Mændene tog Haand om Sagen. Jeg er dog mere til- bøjelig til at vende Udsagnet om og si-ge: Alt, hvad Mændene