Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter
Forfatter: Carl Fr. Holmboe
År: 1903
Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag
Sted: Kristiania
Sider: 194
UDK: 621.30
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Asynkronmotorens elektriske og mekaniske egenskaber.
173
p,j = A — M
For at P,j ’s værdi skal være saa liden som muligt, maa n være
liden i forhold til zi2.
Da der mellem rotoren og Statorenx) maa være et luftmellem-
rum, saa vil der ved feltets overgang fra stator til rotor opstaa et
spredningsfelt; betegner vi dette med saa er den procentuale
spredning:
Ifølge formel (50) er:
COS max
1 — 6
r+6
eller
1 COS (p2 max
i COS max
Det er vel uden videre forstaaeligt, at vi ved beregningen af
forholdene i en asynkronmotor maa benytte os af diagrammet, fig. 45,
der er afledet for en sekundært induktionsfrit belastet transformator
med spredningsfelt.
Til bevikling af stator og rotor kan man anvende serie- eller
spoleviklinger; sidstnævnte er fordelagtigst ved højspændingsmaskiner.
Paa mindre motorer med ydeevne under 10 kw. anvender man kort-
sluttet sekundærvikling; større motorer erholder paa axen tre kon-
taktringe, der forbindes med tre rotorviklingsender; de tre frie ender
forbindes til stjerne. Paa de tre kontaktringe sliber børster, mellem
hvilke man kan indkoble en start modst and, for derved at forhindre
startstrømmen i at antage en uforholdsmæssig og for ev. lyskonsu-
menter generende høide; thi en pludselig indrykning af en motor
med stort strømforbrug vil naturligvis foraarsage spændingsvariationer
i nettet.
Fig. 110 viser en trefaseasynkronmotor med spolevikling primær
og serievikling sekundær. Af den sekundære vikling er kun den ene
fasevikling indtegnet; dennes ene ende er forbundet med en kon-
taktring S, den anden (A) fører til rotorens nulpunkt (stjerne).
For at finde den magnetiseringsstrøm, der skal til for at under-
holde et felt med intensiteten B, maa man beregne det antal X, der
er istand til at underholde feltet i stator, luft og rotor.
*) Den ringformede jernkjerne, der bærer den strømmodtagende eller primære
vikling, betegner man som stator.