Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

Forfatter: Carl Fr. Holmboe

År: 1903

Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag

Sted: Kristiania

Sider: 194

UDK: 621.30

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 210 Forrige Næste
Asynkronmotorens elektriske og mekaniske egenskaber. 173 p,j = A — M For at P,j ’s værdi skal være saa liden som muligt, maa n være liden i forhold til zi2. Da der mellem rotoren og Statorenx) maa være et luftmellem- rum, saa vil der ved feltets overgang fra stator til rotor opstaa et spredningsfelt; betegner vi dette med saa er den procentuale spredning: Ifølge formel (50) er: COS max 1 — 6 r+6 eller 1 COS (p2 max i COS max Det er vel uden videre forstaaeligt, at vi ved beregningen af forholdene i en asynkronmotor maa benytte os af diagrammet, fig. 45, der er afledet for en sekundært induktionsfrit belastet transformator med spredningsfelt. Til bevikling af stator og rotor kan man anvende serie- eller spoleviklinger; sidstnævnte er fordelagtigst ved højspændingsmaskiner. Paa mindre motorer med ydeevne under 10 kw. anvender man kort- sluttet sekundærvikling; større motorer erholder paa axen tre kon- taktringe, der forbindes med tre rotorviklingsender; de tre frie ender forbindes til stjerne. Paa de tre kontaktringe sliber børster, mellem hvilke man kan indkoble en start modst and, for derved at forhindre startstrømmen i at antage en uforholdsmæssig og for ev. lyskonsu- menter generende høide; thi en pludselig indrykning af en motor med stort strømforbrug vil naturligvis foraarsage spændingsvariationer i nettet. Fig. 110 viser en trefaseasynkronmotor med spolevikling primær og serievikling sekundær. Af den sekundære vikling er kun den ene fasevikling indtegnet; dennes ene ende er forbundet med en kon- taktring S, den anden (A) fører til rotorens nulpunkt (stjerne). For at finde den magnetiseringsstrøm, der skal til for at under- holde et felt med intensiteten B, maa man beregne det antal X, der er istand til at underholde feltet i stator, luft og rotor. *) Den ringformede jernkjerne, der bærer den strømmodtagende eller primære vikling, betegner man som stator.