Ligbrænding eller Begravelse

— 8 — derfor fra gammel Tid baade i Byerne og paa Landet Kirkegaardene tæt opad Kirkerne, og i Byerne følgelig midt inde i Husvrimlen. Dette Forhold træffes i alle evropæiske Lande, men lige- saa konstant er det ogsaa, at Ulæmperne for de Levende efterhaanden bleve saa stærkt følelige, at man blev nødt til at flytte Kirkegaardene bort i en længere Afstand fra Byerne. Et bekendt Exempel fra forrige Aarhundrede er den tvungne Flytning af »La cimetiére des innocents« i Paris. Her var Luften i de tilstødende Gader blevet aldeles for- dærvet; det var livsfarligt at begive sig ned i Husenes Kældere og lavtliggende Rum, alle Føde- midler fordærvedes i paafaldende kort Tid, og ethvert Sygdomstilfælde antog en ondartet Karakter. Selv efter at man havde ophørt at begrave ny Lig paa Kirkegaarden vedvarede de nævnte Ulæmper, og man maatte tilsidst i 1785, 86 og 87 gribe til det betydelige og uhyggelige Arbejde at grave alle Ligene op igjen og føre dem til en fjernere Kirke- gaard. I Kjøbenhavn blev allerede 1805 Brugen af Kirkegaarde i Byen meget indskrænket, og efter 1853 har det været fuldstændig forbudt at begrave noget Lig indenfor Byens Volde; alle Begravelser ere henviste til Kirkegaarde udenfor denne og have da indtil den allersidste Tid væsenlig sammenhobet