Ligbrænding eller Begravelse

— 34 — let opsugede de Vædsker og Luftarter, som dannedes ved Decompositionen, og at der tilsidst kun blev en indtørret mumificeret Masse tilbage, som var uden ilde Lugt eller andre ydre Forraadnelsestegn. Ogsaa ved menneskelige Lig er dette Middel an- vendt, og det har vist sig meget gavnligt til at fore- bygge ilde Lugt, selv naar Liget i adskillige Dage stod hen i Nærheden af de beboede Stuer. Medens Trækul saaledes utvivlsomt er af stor hygiejnisk Værd, saalænge det gjælder om at bevare Ligene indtil Begravelsen eller den definitive Anbringelse, er dens Betydning som desinficerende i Gravene meget usikker. Kullets desinficerende Evne beror nemlig paa dets store Porøsitet, som dels virker ved at opsuge Vædskerne fra Liget, dels ved at give Luften fri Adgang til dette, og medens det sikkert nok er istand til i tør Tilstand at forhindre Udviklingen af ilde Lugt, have Forsøg, der ere ud- førte paa det physiologiske Laboratorium i Kjøben- havn, stillet dets desinficerende Virksomhed i et meget tvivlsomt Lys. Det viste sig nemlig, at Kød, der laa hen i længere Tid omgivet af grovtknust Trækul, rigtignok ikke udbredte ilde Lugt, men at det indeholdt det samme giftige Extraktivstof, som raadnende Kød altid udvikler, og at Giften med Lethed lod sig uddrage ved at udvaske Kødet