De første 19 Aar indenfor Foreningen af Fabrikanter i Jærnindustrien i København
Foreningens Virksomhed indtil Indflytningen i dens Foreningsbygning Januar 1904

98 Aar 1898. nedarvede Overbevisninger maatte lutres, vejes og opgives, gensidig Tillid fandtes kun i ringe Grad, og navnlig var der en Opfattelse af Jærnindustrien, som bidrog til, at Maskineriet kun langsomt kom til at arbejde godt sammen, nemlig den, som fik sit Udtryk i Kælenavnet „det urolige Hjørne“, saaledes som navnlig Haandværkets Mænd havde døbt Jærnindustrien. Og dette Navn var ikke alene møn- tet paa dens Arbejderstab, men ogsaa, og maaske fortrins- vis, paa dens Ledere, der i Almindelighed ansaas for at være angrebne af en permanent Lock-out-Syge — en An- skuelse, der ganske sikkert i Tidernes Udvikling har givet Plads for blidere Følelser. Men den Gang saa man ofte hellere Jærnindustriens Mænd ude af Døren, end man vilde tage dem med paa Raad, hvad der ogsaa kom stærkt frem ved de iøvrigt ganske ubetydelige Konflikter, som Aaret bragte med sig. Saaledes f. Eks. ved Forhandlingerne med Støberi- arbejderne og Modelsnedkerne, gamle Sager fra 1897. Modelsnedkerne forlangte 40 Øre Minimalløn, og for- skellige andre Krav opstilledes; senere omsattes Fordringen om Minimallønnen til et Krav om en almindelig Løn- forhøjelse, og eventuelt forlangte Fagforeningen Spørgs- maalene afgjorte ved Voldgift. Alt, lige fra Minimalløn- nen til Lønspørgsmaals Afgørelse ved Voldgift var imod Fabrikantforeningens hele Fortid, og den bragte derfor Sagen frem for Arbejdsgiverforeningen, som i sit Svar af 15. Marts hævdede, at Fabrikantforeningen burde „opgive sin Vægring ved at lade de paagældende Spørgsmaal afgøre ved Voldgift“, thi „efter Arbejdsgiverforeningens Vedtægter bør de foreliggende Spørgsmaal nemlig absolut underka- stes en Voldgiftsafgørelse, naar mindelig Overenskomst ikke kan naas_______“ et Standpunkt, som faldt Fabri- kantforeningen svært for Brystet, og som Arbejdsgiverfor- eningen nu forlængst har opgivet.