Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

544 sætning imellem den vestlige og den ostlige Side. Vestsiden, i Nord med det skarpe, magre Sand, i Syd med den fede, frugtbare Marsk, er næsten overalt blottet for Skovtræer, og hvor de forefindes, der viser gjerile deres lave, forkreblede Vcext, deres krogede, nedliggende Stammer, at de ere nærved at bukke under i en Kamp, som den ublide Natur aldrig bliver træt af at fornye. Overskrider man nu Halvøens Hoideryg, betræder man Landets ostlige Affald, hvor Leret og Gruset spille en faa væsentlig Rolle i Jordbundens Sammen- sætning, faa viser Forholdet sig ganske anderledes, saa udvikler Skov- vegetatiotten sig ofte med en Yppighed, der lader de østlige Land- skabers physiognomiske Characteer træde i en skarp Modsætning til den nøgne, eerksformige Vesteregn. Dog, det er til Skanderborg Amt vi nærmest have at hen- holde os. Medens dets yderste vestlige Deel taber sig i den hole jydste Aas, falder den øvrige, langt større Deel af Amtet under hyppige Bolgninger af imod Dst: saaledes have vi tidligere stildret dets Hceldnkngsforhold. Jfolge heraf havde man god Grund til at vente at sinde mange Egne i dette Amt skovbegroede; men bliver man nærmere bekjendt nied Forholdene, saa overtræffes enhver rimelig Forventning: man moder vidtstrakte, kraftige Ckovpartker, som kun faa Steder i Landet ville finde deres Jævnlige, og som endnu frembyde den Mærkelighed, at vcrte iblandt dem, der strække sig længst ud imod Vest. Men Vandsksellet overskrides ikke af Skov- vegetationen: saasnart man kommer op paa det store Hedeplateau i det Indre, ere alle Skovtræer forsvundne, og Diet moder Intet, uden den flade Lynghede, hist og her afbrudt af et ubetydeligt Ege- eller Bogekcat. Dog, saaledes have Forholdene ikke altid været. Der var en Tid, da der ogsaa i denne Deel af Amtet forefandtes Samlinger af Træer, der fortjente Navn af Skov, men disse ere enten total forsvundne eller have ikkun efterladt til Nutiden et purret, forkrøblet Krat, der viser os den Plads, hvor Skoven engang ud- bredte sine lovrige Kroner. At vi her ikke tceilke paa dett Tid, der gik forud for den historiske, er en Selvfølge; vi tale ikke om de Skove, om hvis fordums Tilstedeværelse mangfoldige Levninger af Træer i Torvemoserne bære Vidne; men man har en Mængde Antydninger, en heel Deel Sagn og flere sikkre Beretninger om