Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

69 Alder, for Fremtiden ophæver den Forpligtelse til at tage fast Tjeneste, som efter Loven og Forordningen af 25de Marts 1791 angaaende Politivoesenet paa Landet, § 1, paaligger Personer af Bondestanden, der ikke som Gaardbrugere, Boelsmoend eller Huus- mænd eller af anden i hiin Anordning hjemlet Aarsag derfor ere fritagne. Placaten tillader saaledes Enhver, der har naael hiin Alder, at ernære sig paa hvilkensomhelst Maade inden Lovens Grcendser, navnlig ved Dagleie eller Accordarbeide, dog at det, i Overeensstemmelse med de øvrige Anordninger og fornemmelig For- ordningen af 21de August 1829, noie bliver at paasee, at denne Fri- hed ikke misbruges til Løsgængeri. Saa vist, som det nu er, at man allerede paa mange Steder sporer Virkningen af denne For- andring i de tilforn gjaldende Love, idet de ugifte Bonderkarle nu mere frit kunne folge deres Tilbøjelighed til et uafhængigt Liv, saa vist haabe vi ogsaa, at denne Virkning kun vil være forbigaaende, saa at den Ulempe, der fortiden folger med Vanskeligheden af at erholde faste Tjenestekarle, rigeligt vil opveies af det Gode, der folger med den rigtignok noget indskrænkede Frihed, der er indrømmet de ugifte Bonderkarle, til at benytte deres Tid og deres Kræfter paa en hvilkensomhelst lovlig Maade. Vi skulle nu nærmere betragte Størrelsen af de Lønninger, Tjenestefolkene efter deres forskjellige Stillinger i Almindelighed nyde i det os vedkommende Amt. Her hersker i de fleste Egne, ligesom saa mange andre Steder i Landet, den priisvcerdige Skik, at en Deel af Lonnen udredes i Varer. Vi kalde denne Lonningsmaade priisværdig, decls fordi den, ved at udfordre en større Production af uldne og linnede Barer, directe indvirker gunstigt paa Huusfliden, og deels fordi den knytter Huusbondens og Tyendets Interesser nærmere sammen, da Tjenestefolkene derved modtage af Huusbondens Haand ikke blot deres daglige Fode, men ogsaa en ei ubetydelig Deel af deres Beklædning. Det er kun faa Steder i Amtet, hvor denne Lonningsmaade ikke finder Sted, blandt hvilke vi især udhæve ^l)e,n og 2\ye Sogne, og vi faae derved strap en ugunstig Mening Huusflidens Standpunkt i disse Egne, paa hvis Rigtighed vi 1 Slutningen af denne Bog ville erholde Bekræftelse. At derfor netop ikke de øvrige Egne fortjene ubetinget Ros for deres Veboeres