Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning
Forfatter: H.V. Lund
År: 1888
Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 158
UDK: 631(09)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Méllemstuen. Spisekammer. Koklæn.
87
Konen, anbragtes overalt paa Væggene, hvor man kunde
faa Plads til dem. Ved den Side af Bordet, der vendte ind
mod Stuen, var aldrig nogen Bænk. Ved Maaltiderne var
det Konens og Pigernes Plads, men de spiste gærne staa-
ende, i det mindste altid Pigerne. Foran Sengene fandtes
derimod gærne et Par Træstole, enten trebenede eller al-
mindelige Stole med Ryg. — Endnu staar tilbage at om-
tale den vistnok nu aldeles forsvundne »Lampeskagel«, en
Stang af Jærn eller Træ, som hængte ned fra Loftet i Nær-
heden af Kakkelovnen, og hvorpaa anbragtes en Tranlampe
af aller simplest© Form: en firkantet eller rund, aaben Blik-
kasse med Tran i; Vægen var i ældre Tider af Siv, senere
brugtes noget sammenrullet Bomuld. Lyset var daarligt og
gav en forfærdelig Stank; men man var vant til at hjælpe
sig med lidt Lys, og Rokken, Karterne eller Strikkepindene
stillede ikke store Fordringer i den Henseende; besværligere
var det at sy ved denne osende Flamme; læse og skrive
var næsten en Umulighed, men det brugte man heller ikke.
Det var i Regelen kun Gaardens kvindelige Personale, som
arbejdede ved Lys; »Stordrengen«, »Optøjleklodden«, eller
hvad han ellers kaldtes, kunde somme Tider sidde og ar-
bejde i lidt Træ, sno Simer af Halm ell. lign., men Karlene
»strakte Bænke« henne under Vinduet, medens »vor Far«
gjorde det samme i »Fallestolen«.
I »Mellemstuen« — eller »Kaminerset« — saavel som
i »Øverstestuen« fandtes i Regelen ikke andre Møbler end
en Seng med saa mange Dyner som muligt og Kister med
Garn eller forarbejdet Tøj, Léerred, Hvergarn og Vadmel,
Frugten af Madmoderens og hendes Pigers Ilid i de lange
Vinteraftener. Gode Sengklæder og rigeligt Udstyr af
Linned og Uldent til Børnene — selv Ligtøj til dem —
var Husmoderens Stolthed og det ikke med Urette; thi hun
havde skaftet det til Veje ved en næsten utrolig Ihærdighed
og Flid.
Spisekammer og Kokkon var naturlig' is torsynede mod
de nødvendige Hylder og K.ar til Opbevaiing <ii 1 <tn i,
og i Køkkenet satte man stor Pris paa at have meget