Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

96 Den danske Bondes Trældom og Frihed. fik de derimod Lov til at gaa paa Bymarkerne. Aldeles uden Opsyn kunde de naturligvis ikke græsse, og hver By havde derfor sin Byhyrde, som skulde passe paa, at intet Kreatur gik bort eller gik ind paa Sædemarkerne. Hver Mand havde sine Køer — og det samme gjaldt om Faar og Svin — mærkede paa en bestemt Maade ved et Klip eller Snit eller Hul i Øret; og disse forskellige Mærker maatte hver Bymand kende aldeles nøje. Hver Mand havde desuden en »Klokkeko«, som den kaldtes, fordi den havde en Klokke om Halsen; disse Klokker skulde helst have for- skellig Klang, og det var særlig vigtigt, at Pigerne kendte de forskellige Klokkers Lyd. Hvad Mælk Køerne kunde give mider saadanne Forhold er let at indse. Mange Gaarde havde ofte ikke en Draabe Mælk hele Vinteren igennem, og derfor var det ikke saa sjældent, at man i længere Tid ikke havde noget Smør i mange Bøndergaarde. Saa hjalp man sig paa en anden Maade. Man smeltede Faaretælle, og denne tilsatte man noget Fedt. Det var i Virkeligheden Kunstsmør, men rigtignok langt fra saa godt som Nutidens. Faar holdt man temmelig mange af; det var lettere at skaffe dem Føden, da de til Nød kunde gaa ude hele Vinteren eller dog lettere fodres med Ærtehalm, som hverken Heste eller Køer vilde æde. Ulden havde stor Betydning som Stof til Tøj, og Husmoderen søgte derfor gærne at fan saa mange Faar, som det var muligt. Tællen var ogsaa vigtig ikke alene til den ovenfor nævnte Anvendelse, men ogsaa til at støbe Lys af. Hertil kom, at om end hver Mand kun maatte have det paa Bystævnet fastsatte Antal Faar, havde han derimod Ret til at have saa mange Lam, han vilde. Lammene blev der kælet lidt for, især medens de var spæde, og de tik Lov til at gaa i Toften inde ved Gaarden, til de var stærke nok til at kunne følge Faarene ud paa Overdrevene og Udmarkerne. Ogsaa af Svin holdt Bøndorne ikke faa. Om Som- meren fodredes de paa Græs — »Græssvin« —, om Efter- aaret gik de i Overdrevene eller Skovene, ja ofte maatte de om Vinteren nøjes med samme barske Opholdssted; kun