Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

144 Den danske Bondes Trældom og Frihed. dog, at man i en saa vigtig Sag, hvorpaa Landets Vel beror, ikke bør tabe nogen Dag; kan man ikke lige saa godt begynde at arbejde derpaa i Morgen som i Over- morgen?« Glad tog Reventlow straks tat paa Sagen, og Rentekammeret indgik med en Forestilling til Kongen om Nedsættelsen af en ny Kommission, der skulde fremkomme med Forslag om at fastsætte Godsejernes og Bøndernes Retsstilling til hinanden. En saadan Kommission blev ogsaa nedsat, og Forord- ningen af 8. Juni 1787 bestemte nøjere Fæsternes og Godsejernes gensidige Pligter og Rettigheder. Ingen Gaard maatte i Fremtiden bortfæstes uden efter forudgaaet Syns- forretning af edsvorne Synsmænd; var dette undladt, mistede Ejeren al Ret til Erstatning, om Fæsteren lod Gaarden forfalde. Fæstet skulde være paa Livstid, og Enken beholdt Gaarden efter samme Fæstebrev, saa længe hun forblev ugift. Herremanden maatte ikke paa egen Haand sætte Fæsteren fra Gaarden; det skulde ske paa lovlig Maade ved Rettens Betjente, og Herremandens muligo Fordringer i Fæsterens Dødsbo skulde paakendes af Stedets almindelige Dommer. Anvendelse af Halsjærn, Iræhest, Hundehul, spansk Kappe o. s. v. skulde være afskaffet for evig Tid. Endelig næste Aar oprandt Frihedens store Dag for den danske Bondestand. 20. Juni 1788 udstedtes Forord- ningen om Stavnsbaandets Ophævelse, og denne forordning erklærodes for uigenkaldelig og uforanderlig. Ved den hævedes Stavnsbaandet straks for allo bondefødte under 14 eller over 36 Aar, og for alle de andre fra 1. Januar 1800. Hermed bortfaldt ogsaa Godsejernes Forpligtelse til at skaffe Soldater, og for Fremtiden blev Krigstjenesten en umiddel- bar personlig Byrde for hele Landbefolkningen, og Udskriv- ningen blev bestemt efter hver Egns Mandtal, ikke etter Hartkorn. Det ubillige i, at kun Bonden skulde være Soldat, vedblev vel endnu at bestaa, men Byrden var dog ikke nær saa trykkende som før. Bondens Trældom var altsaa løst, og mod Aarhundredets Begyndelse stod lian som