Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

30 Den danske Bondes Trældom og Frihed. langt storro Rækkevidde. Hvorledes Stavnsbaandet bestandig mere og niero knyttedes til Vornedskabet, bliver klart blot af en Forordning, Kong Hans maatte udstede 1504, »at vornede, som var bleven Borgere i en Købstad og havde tjent i Krigen med Bøsse og Pil, skulde være fri for at deles til Stavn«. I ældre Tid, da der endnu fandtes Trælle, havde det dog været saa, at on Træl fik sin fuldstændige Frihed, naar han vandt Borgerret i en Købstad; — den vornede var altsaa stillet uheldigere end Trællen før. Kan man overhovedet gaa ud fra, at Love og Forord- ninger viser, hvilke Misbrug der har gaaet i Svang, fordi det vilde være meningsløst at give Love mod noget, der ikke var til, saa givor Kristjern den andens Forordning af 1521 os et Begreb om, hvorvidt Vornedskabet allerede den Gang var kommen med Hensyn til Undertrykkelse af Bonden. I denne Forordning hedder dot: »Slig ond ukristelig Vane, som hidtil haver været i Sjælland, Laaland, Falstor og Mon, med at sælge og bortgive stakkels Bonder og kristne Men- nesker lige som andre nskellige [o: ilfornuftige] Kreaturet' skal ej ydermere efter denne Dag sko«. Dette Forbud tyder klart paa, at man virkelig har begyndt at behandle Bønderne som livegne, sælge dem eller give dem bort fra Gaardene; thi at de fulgte med Gaardene, naar disse blev solgte, var en naturlig Folge af Vornedskabet og Stavns- baandet, som man med større eller mindre Held søgte at forbinde dermed. Samme Forordning af 1521 gav vol Bønderne i de fire nævnte Landsdele, hvortil Vornedskabet iovrigt var indskrænket — Lov til, »naar deres Herskab farer uredeligen med dem og gør dem Ulov og Uret«, at tly tto fra det Gods, de boede paa, ind paa et andet, mod at betale 3 Mark Sølv og ved deres Afrejse sætte alt i lovlig Stand. Men beg^e Bestemmelser blev uden Betydning. Thi tro Aar efter blev denne Forordning tilligo med Kong- ens andre Love brændte som »stridende mod Gudsfrygt og gode Sæder«. Kristjern den anden maatte forlade Riget, og hans Farbroder Frederik den forste »paatog sig i den almægtige