Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

46 Den danske Bondes Trældom. og Frihed. eller flytte fra sin Gaard, saa længe Herremanden agter dem gode nok til samme Gaard at forestaa«, og »Hvilken Bonde, der forsidder eller forlober sin Gaard og ikke retter sig efter Loven, maa Herremanden levere til Bremerholm, der at arbejde et Aar i Jærn«. Endvidere bestemte samme Forordning, at naar ældre Bønderkarle havde fæstet Gaarde, mon ikke vildo gifte sig, skulde de lige som do yngre ud- skrives til Krigstjeneste. Men Folgen af disse og lignende Bestemmelser blev da ogsaa den, at mange Bonder helst vilde være ugifte for lettere ved givon Lejlighed at kunne rømme ud af Landet, don eneste Maade, hvorpaa do kunde frigøre sig for det utaalelige Tryk, som hvilode paa dom. Hvorledes det i don Henseende saa ud paa do private Godser, har vi ikke bestemte Opgivelser om; men slemt maa det havo været, naar paa Krongodserne, hvor Bondorne havde det bedre, en Femtedel af Bøndergodset laa øde. En Bestemmelse, der i lige høj Grad ramte Selvejero og Fæstero, og som viser, hvilke forunderlige Begreber man paa den Tid havdo om en fornuftig Statsøkonomi, skyldes ogsaa Kristian don femte. En Forordning af 1687 forbod nemlig »Bonder, Præster, Fogeder og Mollere« at fede Staldøksne; dotte var nemlig forbeholdt Sædegaards- ejere og Købstadsfolk. Studehandelen var særlig i Jylland af overordentlig stor Betydning, da Fedekvæg var Landets vigtigste Udforselsartikel. Nu gik don næsten holt til Grundo, og lige saa galt gik det mod andre Landproduktor. Sæden, som hostedes, var smaa og daarlig, og den Smule, som kunde udføres, fandt kun Købere i Norge, som ikke maatte købe Korn fra andre Lande end Danmark. Dot kom dertil, at Hæren og Flaaden maatte forsynes med Smør og Ost fra Holland. En god Ting gjorde dog Kristian den femte for Fæste- bønderne. Fæstet, som oprindelig havdo været paa Aaremaal olier mod en vis Opsigelsesfrist, var ved Kristian den tredjes Reces af 1558 bleven Livsfceste for Mandens Vedkommende. Denne Lov siger nemlig (4de Bogs 42de Kapitel): »Ingen Mand maa udvises af sin Gaard, som har fæstot Gaard af