Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

 Grever og Baroner. Nyt Tryk paa Fæsterne. 45 uden Skifteforvalter paa sit eget Gods, og det skal længere hen vises, hvorledes denne Lejlighed blev benyttet til at tilvende sig Besætning og lignende paa Bøndergaardene og gøre den Arv, der kunde tilfalde Bondens Born, saa ringe som muligt. — Hals- og Haandsretten var i øvrigt ikke en Særrettighed for den ny Adel; enhver Herremand havde Hals og Haand over sine Bønder, d. v. s. Ret til at lade dom gribe, fængsle og tiltale paa deres Værneting og til at lade den afsagte Dom udfore. Desuden fik den ny Adel Tiendefrihed for Hoved- gaardstaksten og Skattefrihed ikke blot for denne, men for 300 Tdr. Hartkorn paa et Grevskab og for 100 Tdr. Hart- korn paa et Baroni. Dette blev dog ingenlunde nogen Lettelse for Bønderne, der alligevel maatte betale de samme Skatter; de gik blot i Grevens eller Baronens Lomme i Stedet for i Statens. Skatterne blev i denne Tid stærkt forhøjede paa Grund af Krigen med Sverige og den ingenlunde billige Hofhold- ning. Den ny Skyldsætning af Jordorne hele Landet over, som Ole Rømer havde udarbejdet og ledet, gavnede heller ikke Bonden. Enkelte Selvejergaarde kunde muligvis have nogen Fordel af den, mon den blev væsentlig gjort for at kunne kræve Skat af en Del Jorder, der før havde været skattefri. Mango ny Sædegaarde blev oprettede, Hoveriet forøgedes moro og niere, og Jordegodset dalede i Pris. Paa denne sidste Mislighed hjalp det kun for en. kort Tid, at det blev tilladt uadelige at købe og besidde adelige Sæde- gaarde, og Bønderne paa mange af disse saaledes solgte Godser kom kun fra Dynen og i Halmen. Thi mange af disso uadelige Godsejere og Herremænd blov ofte de værste Bondeplagere; do havde jo kun købt Godset for at tjene Penge derved. Følgen blev da ogsaa, at mango Bonder søgte at unddrage sig Forpligtelsen til at overtage den Gaard, Herremanden vilde paatvinge ham, og mange Fæste- gaarde kom til at staa ode. For at bode lierpaa udstedte Kristian den femte en Forordning af 28de Januar 1682, hvori bostonites: »Ingen Bonde eller Enke maa opsige