Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

64 Den danske Bondes Trældom og Frihed. ogsaa rigtig dygtige Politikere og fuldkomne Statsmænd; hans Broder var on sand Politiker, og efter dennes Opfor- dring satte han sig selv ind i do politisko Videnskaber, hvorved Omgangen med en hol Del politisk dannede Mænd hjalp ham meget«. Det or da lot forklarligt, at Frederik don fjorde, der i det hele bestræbte sig for at se selv paa Sagerne, har dan- net sig den Overbevisning, at dor maatte gøres noget al- vorligt for at ophjælpo Bondestanden. Flere frisindede Gods- ejere havde ikke været bange for at udtale den Mening, at Bønderne snarere vilde blive paa deres Fødested, naar de var fri, end naar do var tvungne dertil som vornede. Thi det, Vornedskabets Forsvarere stadig frygtede for, var, at Bonden som fri skulde flytte bort fra Godset, og Herre- mændene derved miste don nødvendige Arbejdskraft baade til Hovedgaardene og til Bøndergaardene. Straks efter sin Tronbestigelse den 25. Avgust 1699 f’rigav Frederik den fjerde (lo vornede paa Jægerspris Gods, og den 21. Februar 1702 udstedte han en Forordning, hvorved Vornedskabet »til evig Tid« ophævedes for allo do Bønder, som var fødte efter hans Regeringstiltrædelse, eller som fødtes for Fremtiden. 1 denne Forordning siger Kongen, at han ophævede Vornedskabet, for at Bønderne skulde faa »dos niere Lyst, Mod og Hjærte til at være arbejdsomme, flittige og vindskibelige, ja til at vove Livet for os og Fædrelandet.« Det var ikke alene Hensigten, at Bondens Tilstand som Landbruger derved skulde blive moro til- talende for ham, men man ventede, at de Bonder, der ikke kunde finde Beskæftigelse i Agerbruget, vilde ernære sig ved Haandværk og Søfart, da de ikke niere var bundne til deres Fødested. Samme Forordning bestemte videre, at Bønderkarle fra do Landsdele, hvor der intet Vornedskab fandtes, vedblev at være fri, naar de tog Ophold paa Sjælland og de tre andre Øer; tidligere var de nemlig derved bievne vornede. Godsejerne maatte ikke sælge deres vornede, og mod on Er- statning af ikke over 30—50 Rdlr. skulde der gives enhver