Haandværkerundervisningen i Danmark gennem 50 Aar

37 Opgaver. Et nyt Exempel paa, hvorledes »Tiderne skifte« og Anskuelserne med dem. Thi —. og herved komme vi til endnu et Hoved- punkt, som gør den københavnske Skoles Stilling sær- lig kritisk i Øjeblikket — Fordringerne ere i stadig Stigen. Der stilles ganske naturligt stedse forøgede Krav til de unge Haandværkeres Uddannelse. Lige- som der stadig kræves af de almindelige Skoler, at de skulle skaffe Plads til nye Fag, saaledes rettes den samme Fordring til de tekniske Skoler og naturligvis først og fremmest til Højskolen i København. Paa den ene Side er det den stedse fremadtrængende kunstindustrielle Bevægelse, som Skolen kun ufuld- stændig har adopteret, og paa den anden Side de fag- lige Krav, som den heller ikke har kunnet fyldest- gøre, og som have medført Oprettelsen af særlige Fag- skoler. Og endelig kommer i den seneste Tid ogsaa Kravet om Haandværksmestrenes kommercielle Uddan- nelse, der ogsaa maa tillægges stor Vigtighed. Provins- skoler have hist og her med anerkendelsesværdig Stræben, søgt at imødekomme saa det ene og saa det andet af disse Krav, alt eftersom det passede dem. Skolen i København har ikke haft Held til at tage disse nye Opgaver op i det Omfang, som der kunde ventes af den. Den er derfor ikke blot ophørt at være et Centralinstitut; den truer stærkt med heller ikke længere at være en Normalskole. Saa hurtigt er en ublid Aarstid fulgt paa den smilende Sommer, hvori Skolen, stod, da den flyttede ind i sin nye Bygning. En utryg Fremtid paa Grund af utilstrækkelige Pengemidler, først og fremmest for Skolen i København, men ogsaa for Provinsskolerne,