Om Engvanding

110 ligt at tilveidbringe en dyb Muld ved hyppig Reolpløjning eller Reolgravning. Grunden til denne Forskjel vil efter det Foregaaende være øjensynlig. Ved egentlige Vandingsenge bruges meget Vand, og Mulden er udsat for at blive sur og tørvagtig, hvis den unddrages Luften; begraves den, vil den let gaae tabt. I Befugtningsenge vil en saadan Sur- hed ikke kunne indfinde sig, da Vandingen er svag; og da disse Enge særligt ere skikkede til en meget høi Engkultur, er der, for at opnaae denne, al Anledning til at bearbeide Jorden dybt, og til ved Blanding af Muld og Undergrund at fremkalde en stor Mulddybde. Der er saa meget mindre Grund til her at frygte for Surhed i den dybtliggende Muld, som disse Enge i Reglen blive drai- ned©, og ofte ville blive omlagte, medens de egentlige Vandingsenge sjeldent eller aldrig omlægges. Der er i det Foregaaende gjort opmærksom paa, at de egentlige Vandingsenge erholde Gjødning fra Vandet, og at Befugtningsengene erholde den tilført paa anden Maade. Det Samme gjælder om Mergling. Det er en Misforstaaelse at troe, at det kan betale sig at mergle eller kalke egentlige Vandingsenge. Det meget Vand vil hurtigt opløse og bortføre Kalken, og denne vil gaae tabt. Desuden er det et Særkjende for Aavandet, at det saagodtsom overalt indeholder forholdsviis megen opløst Kalk, og der er derfor i Reglen ingen Trang hertil. Ganske anderledes forholder det sig med Befugtnings- enge. Her leverer Vandet Intet, og Alt skal tilføres; her tilsigtes en høi Engkultur, og det kan ikke undgaaes, at Kløverarterne her ville komme til at spille en Hovedrolle, hvorfor Kalkforbruget vil blive stort. Det billigste af de