Om Engvanding

*—*• slrækkeligt Vand ud paa Arealet, og Renderne maa der- for passes med en Omhu, der kan blive generende; den mindste Uregelmæssighed vil fremkalde enten tørre Plet- ter eller stillestaaende Vandpytter, og begge Dele ere ubehagelige. Ved et stærkere Fald end ^12 har man Ondt, ved at styre Vandet med tilstrækkelig Lethed, og Vandet afgiver heller ikke saamange Gjødningsdele. Stillestaaende Vand er navnlig skadeligt paa ikke drainede Leer- og Kjærenge, medens det hurtigt vil synke i Jor- den og ikke gjøre Skade, hvor Undergrunden er Sand, eller der er drainet; derfor kan svagt Fald bedre taales paa de sidstnævnte Steder. Paa Befugtningsenge kan Faldet derimod være meget ringe, da Befugtningen kan blive tilstrækkelig, naar blot Renderne kunne fyldes med Vand og disse ligge tilstræk- keligt tæt ved hinanden. Da nu et Fald af 1 : 300 er fuldkomment tilstrækkeligt, til at Vandet kan løbe selv i de mindste Vandingsrender paa 8 Tommers Brede og 4 Tommers Dybde, idet Vandhastigheden der vil blive c. 1 Fod i See., og denne Hastighed netop er meget pas- sende i Renderne, følger heraf, at Befugtning kan anven- des, selv naar Engens Hovedfald kun er 1iaoo. Saameget Fald haves næsten overalt. At nøies med mindre Fald er ikke raadeligt, fordi selv en ringe Grøde i Renderne da vil standse Vandets Bevægelse. Den Slags Befugtning, der fremkaldes ved Anvendelse af Fennegrøfter, udfordrer ligefrem et næsten horizontalt Terrain. Heraf kan udledes følgende almindelige Hovedregler for Faldet paa en Engs Overflade: