Om Engvanding

27 komme hurtigst muligt ud over Engens Over- flade. Afledningsrenderne bør derimod være dybe, c. 8 å 16 Tommer, for at Vandet hurtigst muligt kan komme fra Engen, og den varme Luft hurtigst muligt kan komme i Berøring med Jorden og Planterødderne. I den senere Tid har den Anskuelse seet Lyset, at Eng vanding skulde foraarsage Kulde og Frost- taager, og at den derfor burde betragtes som en Lande- plage, som det gjaldt om snarest at fjerne. Dette er navnlig fremkommen i Vandinspektør Groves Bog 1870: »Om Frostmoser og Marskenge», og Piecen vakte endeel Opsigt, saa at det nok kan forsvares, her at undersøge Beskaffenheden af denne Paastand. Kortfattet gjengivet gaaer den Groveske Frosttaage- Lære ud paa Følgende: Ved Fordampning bindes en stor Mængde Varme, og Fordampning fremkalder derfor Kulde; om Dagen hæves denne af Solvarmen, om Natten mærkes den derimod i sin hele Styrke og giver Anledning til den skadelige Nattefrost. Fordampningen er stærkest, hvor Fugligheden er størst, og Nattefrosten tiltager med Fordampningens Styrke. Havet, dybe Fjorde og dybe Indsøer give dog ikke Anledning tii Nattefrost, fordi For- dampningen ikke kan tilstrækkeligt afkjøle dybt Vand, derimod kan lavt Vand afkjøles og fremkalde Nattefrost. Paa blankt Vand fordamper der aarligt en Vandmasse af 2 Fods Høide; staaer Vandet derimod over en Græstørv, som paa en Overrislingseng, fordamper der dobbelt saa meget, og Overrislingsenge give derfor særligt Anledning til Nattefrost og bør derfor særligt hades. For at fore-