Om Engvanding

64 meget Qvælstof. Vi have allerede antydet, at det er muligt, at Luften afgiver noget Qvælstof til Engen, og vi kunne tilføie, at det endog er meer end sandsynligt. Det er sikkert, at Høimoserne, som ikke have faaet nogen Tilførsel gjennem Aaløb eller deslige, i sig rumme uhyre Mængder Qvælstof, der nødvendigvis alene hidrøre fra Luften og dennes Vexelvirkning med Moseplanterne. Vi vide, at Vand, Muld og Tørv absorbere Luftens Am- moniak (Qvælstofbrinle) og Salpetersyre (Qvælstofilte); og endelig er det i den senere Tid godtgjort, at de ogsaa absorbere Luftens Qvælstof i reen Tilstand, og at dette senere omformes til Salpetersyre, der er den for Plan- terne tjenligste Qvælstofform. Ved denne sidste for al Agerbrug og Engkultur overordentlig vigtige Opdagelse er det givet, at Luften, som indeholder 80% Qvælstof, altsaa Qvælstof i en uudtømmelig Mængde, er vor vig- tigste Gjødningsbeholder; og vore Anstrængelser bør derfor være rettede paa at udfinde, hvorledes vi sikkrest kan faae Adgang til den. Den Omstændighed, at det er Muld og Tørv, som absorbere Qvælstof, peger hen paa, at vi nødvendigviis maa forøge Muldlaget i vore Befugt- ningsenge, deels ved dyb Bearbeidning og deels ved An- vendelse af Kompostgjødning. Men derhos synes det, som om Qvælstofabsorbtionen først foregaaer med kjen- delig Virkning, naar der allerede er tilvejebragt en livlig Vegetation. I saa Henseende er det meget oplysende, at en større Engeier, Hr. Goetz, paaviser, at han har drevet det til at avle aarligt c. 11,000 4t Hø pr. Td. Land ved føl- gende Fremgangsmaade: 1) Grundstykket afgrøftes saaledes, at det ikke lider af