Om Engvanding

77 med det Vand, der gaaer tabt ved Indsugningen i Ka- nalens Bund og i Engoverfladen; thi den største Deel heraf vil atter søge tilbage til de lavere liggende Afled- ningsgrøfter, eller komme frem ved Aaleiet som Væld. Fordampningen i de kolde Maaneder er kun 1/ao å 1ho saa stor, som i de varme, og derfor aldeles forsvindende; derhos maa det erindres, at man ved en godt ledet Van- ding kun befugter Engen af og til i den varme Tid, og herved indskrænkes Vandtabet meget betydeligt. Ved Fordampningstabet maa endvidere bemærkes, at det stundom endog blot er tilsyneladende. Paa fugtige Jorde vil Fordampningen ogsaa forinden Vandingen være meget betydelig, og der kan endog tænkes Tilfælde, hvor Fordampningen, inden Vandingsanlægel blev udført, har været større, end efter, navnlig naar en vanddrukken Mose indrettes til Eng; thi da bør den først tørlægges og derefter i lang Tid vandes meget sparsomt om Som- meren og kun gjødevandes om Efteraaret. Om den Vandmængde, der forbruges ved drainede Vandingsenge, vides egentlig Intet, hvorpaa man kan støtte en Beregning; kun synes det at fremgaae, at de Petersenske Rørenge, hvor Vandet presses fra neden opad, forbruge en ringe Mængde Vand i Forhold til Hø- udbyttet, og paa Grund heraf er der Grund til at antage, at ogsaa de Rørenge, hvor Vandet gaaer fra oven nedad, ere lidet vandforbrugende i Forhold til Udbyttet. Paa den anden Side er det klart, at en Vandingseng med almindelig Draining maa kunne modtage mere Vand, end naar den ikke er drainet, og mere Vand, end en ventildrainet Eng ; men Forholdet mellem disse Vandfor- brug kjendes ikke.