Notitser Om Voksplastiken

61-42 INDUSTRI- FORENINGEN. Notitser om Voksplastiken. (Monumentale Effigier. Miniaturportraiter. Vokskabinetter). Af Bernhard Olsen. Vokset er meget tidlig traadt ind i Kulturlivet. Det fandtes tilberedt af Bierne og behøvede altsaa ikke at vente paa at blive opfundet ved menneskelig Kløgt. Dets forskjellige Former fra flydende Tilstand til næsten glasagtig Sprødhed, dets Evne til at lade sig støbe eller tildanne med Haanden, gjorde det til et lethandeligt, plastisk Materiale. Det blev Grundlaget for den ældste Broncestøbning i Norden i ‘2det Aar- tusinde før Christi Fødsel, i Syden meget længere tilbage og for senere Tiders Støbearbejder i mindre Format. Ægypterne formede Voksbilleder af Guddommene og satte dem ned i Gravene sammen med andre Gaver, som ofredes for den Dødes Skyld. Næsten alle Museer for ægyptiske Oldsager eje Eksemplarer heraf. Den tidlige, ægyptiske Literatur fortæller om, at der ogsaa model- eredes Frugter af Voks. I den græske Storheds Tiel dannedes deraf Statuetter af Guderne, der brugtes som Votivgaver og ved religiøse Cere- monier. Troen paa Voksets Undermagt var stærk i Almuen og smaa Billeder, som tillagdes magiske Evner, vare meget søgte. I Rom var det i Saturnaliernes sidste Dage Skik at tuske Statuetter og Fugle som gjen- sidige Vennegaver (sigillaria, Billedfest) og Forbruget var saa stort, at der fandtes Haandværkere (sigillarii) i denne Specialitet og Torve i Rom, hvor Billederne solgtes. De patriciske Familier i Rom havde jus imaginis, det vil sige en adelig Forret til at lade malede Buster eller Masker af Voks, cerae, eller endog hele Figurer udføre til Forfædrenes Minde og Hæder. De bevaredes i Skabe, som stode i Atrium og vare forsynede med Indskrifter, der op- regnede dé Dødes Navne, Værdigheder og Gjerninger. Billederne anbragtes undertiden paa Stamtræer paa det Sted, de efter Originalens Herkomst hørte hjemme. Man havde Billedsamlinger baade paa fædrene og mødrene Side og udstrakte sig endog til Sødskende- børn og Svogerskaber. Der er Eksempel paa, at op til tyve Familiers Slægte- billeder vare samlede paa ét Sted. Paa Statens eller Husets store Høj- tidsdage gjordes disse historiske Museer tilgjængelige og Billederne vare da festligt smykkede. Ofte udførtes de, medens Originalen levede, med deres kommende Bestemmelse for Øje. Jus imaginis var en saa kostelig Forret, at den forspildtes ved ærerørige Handlinger.