Notitser Om Voksplastiken

I den klassiske Oldtid bleve de Døde toede, salvede, klædte i Hvidt, smykkede med Blomster eller gyldne Kranse og udstillede paa deres Paradeseng i Husets Forrum. Fakler og Kandelabre stode om den. I Rom var det kun fornemme Familier, som udstillede sine Døde. Det var Skik at dække deres forandrede Træk med en Voksmaske, tagen efter Døden, eftermodeleret og malet. Var det en Mand, laa han der i sin Embedsdragt og med Værdijrhedstegnene. Ligtogene aabnedes af Musi- kanter med Fløjter, Horn eller Tubaer, derpaa kom Grædekonerne, der klagede og sang Døds- og Lovsange, saa en Trup Dansere og Mimer og mellem dem gik en, som var klædt i den Dødes Dragt, med en Voks- maske af ham for Ansigtet og efterlignede ham i Lader og Gang; ende- lig kom Optoget af Forfædrene. Deres Masker vare tagne ud af Skabene i Atrium og bares af Skuespillere, iførte de Fremfarnes Klæder. De kørte paa Vogne og der kunde tælles over Hundrede, naar en Mand af gammel og fornem Æt førtes bort. Var der blandt dein Feltherrer, med- førtes Erindringer om deres Bedrifter, Billeder af Sejrene og af de over- vundne Folkestammer, ligesom ved de Triumfer, de havde nydt i Live. Efter Vognene kom Liktorer med sænkede fasces og derpaa den Døde paa sin Paradeseng. Undertiden, naar Ligets Tilstand gjorde det nød- vendigt, laa det nedenunder i en Kasse og paa Paradesengen en Effigie af Voks, med den Dødes Klæder og Embedstegn. Man har sagt, at da den antike Verdens Skib skylledes mider af Barbariets store Bølger, bjergedes en god Del af dens Videnskabelighed og Kunstfærdighed over paa den kristne Kirkes Tømmerflaade og her paa naaede den over til Efterverdenen. Ad denne Vej frelste Vokspla- stiken sig ogsaa og kom til hele Middelalderen igjennem at l'ørc netop det samme Liv, som fra umindelig Fortid, i religiøse Ceremoniers, Folke- troens og Slægthistoriens Tjeneste. I Troeslivet, der i hine Dage endnu i meget faldt sammen med det, vi nu kalde Overtro, spillede den gjennem de viede, ofte pragtfuldt med Malerier smykkede Lys en stor Rolle. Vokslys gaves til Altrene og Forbruget var lihyre. Gilder og Lag satte Bøder i Voks. Det var ikke alene det kirkelige, men ogsaa det for- nemme Lys. Ved sin Anseelse og Pengeværd indlemmedes det mellem de kosteligste, fyrstelige Gaver. Saa langt hen i Tiden som 1685 skjæn- kede Dogen af Genoa Kong Ludvig XIV tolv Kasser fint Voks. Der fandtes Haandværkere, »Lysesnoere«, som vred det i Kjærter og Fakler, men ellers gjordes det inden for Husets Vægge, i Kirker og Slotte. Sølv- poppen støbte Lysene ved vort Hof. I Frankrig var det les fruitiers, de Hoffolk, der toge vare paa Kongens Frugt og de tillagdes denne Be- stilling, da Vokset jo havde vegetabilsk Oprindelse. Det var ikke alene den fromme Overtro, som betjente sig af Vokset og de Billeder, der gjordes. Ogsaa Hadet tog det i Tjeneste ved Troldomskunster. Helt ned i 17de Aarhundrede fremgaar det af Retshandlinger, at man troede paa at kunne ødelægge sin Fjende i Smug ved at mishandle et Voks- billede af ham f. Eks. ved at stikke Naale i det, smelte det o. s. v. Det ses af Grenaa Thingbog for 1588, at tre Kvinder og én Mand i Forening gjorde et woxe Barnn i Lignelse af Jep Sørensen i Flastrup til at forgjøre ham med. Dc fik Voksbarnet døbt af Præsten i Vejlby Kirke og lod det kalde Hans. En af Konerne havde gaaet med Dukken i 40 Uger eller samme Tid, som et Foster bæres. Da Voksbarnet var blevet ret tryllekraftigt ved den hellige Daab, blev det sat paa en Lyseklove (stor Standstage) og Lys anbragt derpaa, som holdtes brændende til hele Dukken smeltede. Dette stod paa i tre Uger og imens tæredes Jep Sørensen hen og døde tilsidst. Troen lever endnu mellem Højskotterne. For et Par Aar siden fandt man en Lerfigur i en Aa. Det var Tanken med at lægge den der, at ligesom Vandet langsomt løste den op, skulde dens Forbillede tæres hen af Sot og Syge. Sin største kunstneriske Betydning fik Vokset i Middelalderen, da det blev anvendt til Votivbilleder og Effigier. De første skjænkedes til Altrene for Frelse af Dødsfare eller i Sygdomstilfælde. Da Filip den Dristiges Søn 1398 var bleven bidt i Knæet