Norges Malerkunst I Middelalderen
Forfatter: Harry Fett
År: 1917
Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag
Sted: Kristiania
Sider: 256
UDK: st.f. 75(48) Fett
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
David og Samuel og David og Goliat ser vi dette.
Meget opnaadde man i disse 30 aar, som skiller Honorés
arbeider fra Ludvigspsalteret. Der ligger i dette tids#
rum et alvorlig teknisk arbeide, individuel stræben,
mange bevisste fremskridt og et gjensidig bytte av værdi#
fulde kunstneriske erobringer — men, som Vitzthum
med rette fremhæver, nogen ny stil har man ikke faat.
Det er Ludvigspsalterets kunst man fremdeles bygger
paa, med dette arbeides rigdom paa uutviklede mu#
ligheter.
Den nye pariserstil skaper en række gode og inter#
essante arbeider i de gamle kulturbyer i Champagne
og øver sterk indflydelse i England.
I England indtar fremdeles hofskolen i Westminster
den samme ledende stilling under Edvarderne som vi
saa under Henrik III, og den engelske forsker Lethaby’s
ord, at vi har like stor ret til at tale om en Westminster#
skole som man taler om en Sienaskole, gjælder fuldt
saa meget
under høi#
11
•>
vroLt
wM?
hit 1
&
2ŒË
Bruxelles ms. 9961
Kampen om hjertets borg. Kvinder forsvarer
sig med blomster mot fremstormende riddere.
Peterboroughpsalteret.
gotik som i
den tidlige periode. Odo og hans søn Edvard
maa ha tilhørt den strenge engelske stil som
er blit brutt av de mange fremmede malere
som arbeidet inden skolen, den franske Johan
av St. Omer, den spanske mester Peter og
florentineren William. Som nævnt synes
I
David og Samuel. Nederst David og Goliat.
Filip den smukkes breviarium, av mester Honoré.
kongen fra 1240 av som sin særlige hofmaler
at ha brukt «vor elskede maler» mester
William, en Westminstermunk. De gamle
guldsmedmesteres kunst synes ikke at ha
tilfredsstillet ham længer, og saaledes blev
mester William tat til en række arbeider; han
har vel formidlet overgangen til den nye
stil. Der kjendes fra Windsor verker som
antages at være av ham; i dem har han ar#
beidet sig ind i den senere stilfølelse. Hans
efterfølger blir Walter av Durham, Edvard
I’s egentlige hofmaler. Han dekorerer hans
stol, smykker dronningens gravsted, maler
det pragtfulde antemensale foran høialteret
i Westminster. Han utfører ogsaa den rike
kroningsstol dekorert med kongebilleder,
likeledes de pragtfulde bænke i koret. Er
det ogsaa hans stil vi gjenfinder i de rike
91