Norges Malerkunst I Middelalderen

høikirkelige traditioner, med mere ceremoniel optatning av hele det kirkelige liv som holder sig ogsaa under høigotiken. Vi ser for os en kreds mænd, kanske særlig høiere geistlige, som stiller andre krav til kunsten end den Mirakelmesteren repræsenterte. De krævet det fornemme, det beherskede, det aristokratisk tilbakeholdne, og deres mand under høigotiken var Levnetsmesteren, likesom brudstykket fra Fet repræsenterte denne smaksretning under unggotiken. Her fandt de igjen de strenge religiøse komposi* tioner, den gamle arkitektoniske opbygning og den dype ceremonielle farve. Der var altsaa to forskjellige «retninger» i det bergenske maleri. Hvordan det personlige samarbeide mellem «kunstkredsene» i byen i denne tid har været, er ikke godt at si. Det er mulig man paa dette omraade kan gjøre studier i det moderne kunstliv, og det har i saa tilfælde neppe været bare gjensidig anerkjendelse at høre. Koloristernes høit opstemte farvefølelse og opstykning av farveflaten har sikkert ikke altid været naadigt behandlet fra «Levnetsmesterens kreds», og disse folk har da samlet sig om noget, som man med et moderne uttryk vilde kalde «det monumentale i kun* sten», og som de mente var truet under de moderne artisters letsindige lek med farven. Under dette tok Levnetsmesteren av det nye den sterke forenkling av linjen, som blot yderligere øket «retningens» sands for det monumentale. Ogsaa den rikere haarbe# handling og de realistisk dekorative motiver paa arkitekturen tok han med — saa meget gav han gjerne den nye tid, — det hadde mindre betydning. Igjen blir en steil og alvorlig mester, som i middelalderens ceremonielle kultur ikke blot saa en kunstnerisk magt, men ogsaa en religiøs. Og han vernet disse værdier han elsket, med de vaaben han eiet — linjen og farven! Fremvisningen i templet. Hammertavlen. 111