ForsideBøgerNorges Malerkunst I Middelalderen

Norges Malerkunst I Middelalderen

Forfatter: Harry Fett

År: 1917

Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag

Sted: Kristiania

Sider: 256

UDK: st.f. 75(48) Fett

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 292 Forrige Næste
Tronende Kristus paa kobber=antemensalet fra Flaavær. ULVIKMESTERENS REPRÆSENTATIONSKUNST OG DEN ÆLDRE SKOLE Sor malerkunst begynder strengt tat med antemensalet tra Ulvik — et typisk repræsentationsbillede med en tronende Kristus omgit av sine apostle. Fra de assyriske kongefremstillinger til Napoleonsbillederne har vi en repræsentationskunst, som gaar ut paa at vise monarkens magt og vælde, kampene, hoflivet, processionerne. Det gjælder at im# ponere ved styrke, ved ceremoniel fjernhet, ved utfoldelse av pragt. Aldrig har vel netop ceremoniellet som kunst — selve repræsentationstekniken naadd saa høit som i det gamle Byzants. Det strenge ceremoniel fra keiserhoffet overføres til det geistlige hierarki, og dette fortsætter i himlen. Med solguden Helios’s straalende nimbus om hodet avbildes keiseren og hans mænd ordnet efter rang. Keiseren avbildes større, hans mænd mindre, de faar ogsaa mindre nimbus. Det samme møter vi i den religiøse kunst. Kristus sitter som majestæten paa sin trone, omgit av apostle, helgener, cheruber og engle. Herfra utvikler sig «Majestas Domini»*motivet, det kristelige repræ# sentationsbillede fremfor noget andet. Det er dette motiv, vi har paa antemensalet fra Ulvik. Kristus sitter traditionelt med høire haand velsignende og venstre paa livets bok. Kjortelen sterkt blaa og kappen rød. Indramningen er et kraftig firpas, utfyldt av evangelistsymbolerne i livlig optegn ning. I de byzantinske repræsentationsbilleder optræder apostlene med stilfuld vær# dighet, de har studert hofceremoniellet og elsker alle de fine byzantinske hofmanerers kunst. Ulvikmesteren har tydelig fundet denslags helgener kjedelige. Han vilde ha liv ind i høitideligheten. Og med en festlig rigdom komponerer han sine figurer forskjellig, det vil si ved hjælp av legemets bevægelse, dragtens linjevirkning, hæn# dernes fakter faar han liv i linjevirkningen. Apostlene staar der i hellig samtale et «sancta#conversationemotiv», som kjendes fra saa mange kunstneriske fremstillinger 4 25