Norges Malerkunst I Middelalderen

 13 id 5® tV '^ /J*^' HT Peter og den sejrende kirke paa Kinsarviktavlen. KINSARVIKMESTEREN OG HANS KREDS ra Ulvikmesteren gaar veien skridt for skridt frem, og vi kan følge gangen i gotikens rike malerkunst i Bergen. Intet brudd paa den logis ske utvikling. Den ene mester avløser den anden likesom for at fortsætte, hvor den forrige slap. Avklaret og modnet gaar det nye ind som noget selvfølgelig, noget, som maatte komme, og gammelt og nyt bygger videre logisk og sikkert fremover. Ti middelalderens kunst; nere har en stor læremester, traditionen. Kommer man fra moderne kunst, maa dette sterkt holdes frem, men inden traditionens ramme er plads for forskjellige personlig; heter og strømninger — alt er blot fastere, strengere. Paa Ulvikmesteren fulgte Kinsarvikmesteren. Begge mestere har sandsynligvis holdt til i Bergen og staat i forbindelse med Haakon Haakonssøn. Vi har den samme høie kunstneriske kvalitet, den samme kolorisme. Allerede Bendixen har paapekt likheten mellem Ulvik;antemensalet og det fra Kinsarvik og antydet, at arbeiderne kan skrive sig fra samme haand. Jeg har selv for flere aar siden været inde paa det samme, men har frafaldt tanken og mener, at vi staar foran to mestere. Dragtfoldernes tegning er hos Ulvikmesteren mere bevægelig, han fører likesom en lettere haand og har en langt større glæde over dragtens plastiske spil, mens Kinsarvikmesteren bygger sine figurer i langt høiere grad op paa markerte linjer og større flatevirkning. Vi sporer her den omtalte stigning fra de lette flagrende folder til de tunge. Gaar man i detaljer, vil man hos Ulvikmesteren finde flere smaa særtræk, f. eks. en ofte forekommende karakteristisk fiskekrokagtig foldeavslutning, som ikke findes hos den anden. Kinsarvik;antemensalet er enkelt og stort komponert. Tilhøire for Kristi kors staar Stephaton, repræsentanten for jødedommen, og rækker Kristus eddiksvampen, paa den 32