Norges Malerkunst I Middelalderen

Korsfæstelse. Antemensale fra Hauge. Den nederste del av figuren tilhoire restaurert. lene er stort tænkte, vægbillederne og eng# lene gaar ind i billedet som enkeltkomposi# tioner. De kan løftes ut og danne selvstændige kunstneriske komposi# tioner. Ogsaa i far# verne er han mere maleren. Ulvikmeste# rens primitive glæde over farverigdommen har veket for en bevisst utnyttelse av hver en# kelt farves valør. Han bruker færre farver, men stemmer dem til gjengjæld op. Røldals# mesterens avdæmpede farver og Ulvikmeste# rens rigdom erstattes ved en helt dramatisk utnyttelse av de rene farver, somskarptstem# mes sammen og nuan# ceres. Herved vindes adskillig i intensitet. Han er saa at si den før# ste maler i vor kunst, mens der over Ulvik# mesteren er noget av den alsidige haandver# ker. Eiendommelig er, at vi til hans kreds kan regne to tavler, en fra Hauge og en fra Kaup# anger, som utvilsomt hører sammen, og som paa en eiendommelig maate, trods vor mesters glæde over farver, viser linjens stramme magt i middelalderens kunst, idet figurerne er tegnet op med faste streker, fyldt med guld. Vi ser i denne sterke helden mot linjen netop i denne kreds et bevis paa, at det middelalderske maleri i sin op# rindelse er en linjekunst — forsaavidt den radikaleste motsætning til de moderne kolo# risters farvesymfonier. Netop i denne kreds, hvor maleren som fagmand saa sterkt træder frem, har denne linjekunst drat de sidste konsekvenser av sin stil — et maleri i sort og guld. Haandverkets fælleskunst trænger i Kinsarvikmesterens egen kreds hans farver ut; ti trods alt det, som skiller, er dog i middelalderens kunst fællesskapet altid større. 36