Sukkerroen
Optegnelser fra Frankrig (1871-72)

63 naturlige Gjødnings; den anden, at man, for at naae Maximumsudbyttet, maa forhøie Kvælstofmængden i den chemiske komplette Gjødning til 150 Kil. pr. Hectare Land, men ikke overskride denne Grændse. Et andet og nyt Spørgsmaal, der ikke er af mindre Vigtighed end Spørgsmaalet om Udbyttet, frembyder sig her,- nemlig: Sukkerroens Rigdom paa Sukkerstof. Er virkelig Sukkermængden ligesaa stor i Sukkerroen efter den chemiske Gjødning som efter den naturlige? Den er ikke blot ligesaa stor, men større. Man er istand til at op- naae et Udbytte, der er dobbelt saa stort uden at Roen taber noget af sin Sukkermængde; det samme Phænomen har bekræftet sig paa Guadeloupe for Sukkerrørets Vedkom- mende ved de af M. de Jabrun anstillede Forsøg. M. Cavallier’s Sukkerroer have efter den naturlige Gjødning indeholdt 0,22 p. 100 mindre Sukkerstof end efter den chemiske (»komplette«); det forholder sig saa- ledes ikke ganske rigtigt naar man i Almindelighed siger, at de store Afgrøder af Sukkerroen ikke kunne forenes med Sukkerrigdommen. I Tydskland mener man at have gjort den stik mod- satte Erfaring; som bekjendt gjøder man aldrig Sukker- roen i Tydskland, man dyrker den ikke umiddelbart paa Gjødningen og Afgrøden overstiger heller aldrig 20 a 25,000 Kil.; heri har man forsaavidt Ret som den naturlige Gjødning til en vis Grad, og den flamske Gjødning i høi Grad formindske Udviklingen af Sukkerstoffet og tillige vanskeliggjøre Bearbeidningen i Fabrikken; men efter hvad der i det Foregaaende er udviklet, vil Grunden hertil snart være indlysende; thi i 60,000 Kil. naturlig Gjødning findes c. 240 Kil. Kvælstof, en Dosis, der baade er alt- for stor og altfor lille. Altfor lille til i sin vanskeligt opløselige Tilstand med Energie at kunne fremskynde Sukkerroens Væxt i dens første Udvikling og samtidigt altfor stor, fordi de ammoniakalske Sammensætninger