Verdens Begyndelse Og Ende
Efter Fysisk-Astronomisk Sandsynlighed

17 kan der konstateres en utvivlsom Stedforandring for omtrent 3000 Stjerner. Ogsaa for vort Solsystem er der paavist en fremskridende Bevægelse, hvilken Mädler antager viser hen til Alkyone, den klareste Stjerne i Syvstjernen, som sit Midtpunkt; dette sidste kan dog ikke betragtes som sikker Kends- gerning. Vor Sols nuværende Bane skulde da en Gang have været den Taages Bane, hvoraf den er opstaaet. Naar Taagemassen saaledes bevægede sig i en krum Bane om et Midtpunkt for Tiltrækningen, saa maatte der efter mekaniske Grundsætninger tillige fremkomme en Drejning om sig’ selv. Vel er det paa Grund af den uhyre Afstand, det svage Lys og den i Almindelighed ubestemte Begræns- ning ikke muligt direkte at paavise en Aksedrej- ning’ hos nogen Taageplet, men ved Synet af de saakaldte Spiral- eller Hvirveltaager (næste Side) paatrænger der sig et meget stærkt Indtryk af skyagtige Massers Bevægelse om en indre Kærne. Den roterende Taages Fortætning vedbliver, Gennemsnittet bliver mindre, Kærnen større og’ mere glimrende, Taagepletten omdannes til en Taag’estjerne, det sidste Trin før Overgangen til en Sol. Ogsaa dette Trin mellem Taage og Stjerne finde vi flere Prøver af paa Himlen. Ikke sjelden dannes der to eller flere Kærner i Taagemassen, saaledes som det maatte være Tilfældet ved de saakaldte Dobbeltstjerners Dannelse.