Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

99 ved de kemiske problemer. Alligevel gik der adskillige år, for- end man for alvor betrådte den nye vej. Imidlertid indfortes nye funktioner af Massieu (1877), Gibbs (1878) og Helmholtz (1882). Helmholtz og den 2. hovedsætning. 95. Omtrent samtidig med Horstmanns banebrydende ar- bejde fremkom Gibbs’ afhandlinger, som forst senere har vakt opmærksomhed. Så meget desto heldigere var det, at Helmholtz,* som 1847 havde ydet den 1. hovedsætning sin værdifulde støtte, nu atter greb ind; ved hjælp af de to hovedsætninger fandt han nye sætninger, som har fået stor betydning. Helmholtz gor opmærksom på, at det for at kende en ke- misk proces ikke er nok at finde varmetoningen; de fleste kemi- ske processer er ledsagede af forandringer i tilstandsform og tæt- hed, og disse forandringer kan på to måder frembringe eller forbruge arbejde, dels nemlig i form af varme, dels i form af anden energi. Her må det Carnot-Clausius’ske princip træde til. Det er bekendt, at der gives kemiske processer, af sig selv forlobende, som frembringer kulde. For sådanne havde man tidligere ikke haft nogen tilfredsstillende forklaring; de betrag- tedes som processer, der gik imod affiniteten. »Der er ingen tvivl om, at navnlig i de tilfælde, hvor de mægtigere affinitets- kræfter virker, falder den stærkere varmeudvikling sammen med den større affinitet, forsåvidt som denne lader sig erkende ved de kemiske forbindelsers fremkomst og spaltning. Men de to falder dog ikke i alle tilfælde sammen. Når vi nu betænker, at de kemiske kræfter ikke alene kan frembringe varme, men også andre energiformer, det sidste endog uden at der behøver at indtræde nogen tilsvarende temperaturændring i de samvir- kende legemer, som f. ex. ved de galvaniske batteriers arbejds- ydelser, så synes det mig utvivlsomt, at man også ved kemiske * Die Thermodynamik chemischer Vorgånge. 1882—83. Ostwalds Klass. Nr. 124.