Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

118 Ved at sammenholde ligningerne dU = QA~A og dF—A ser man, at den frie energi F står i samme relation til det ydre arbejde som totalenergien U til summen af det ydre arbejde og den tilførte varme. Forløber den isoterme proces irreversibelt, fås dF<A eller F — Fr< 2A det vil sige, at tilvæxten i fri energi er mindre end det fra omgivelserne tilforte arbejde, eller tabet i fri energi större end det af systemet udforte arbejde. En irreversibel proces kan altså aldrig give så meget arbejde som en reversibel ved den samme tilstandsændring. 111. Dersom en isoterm proces foregår med forsvindende lille arbejdsydelse, som tilfældet er med de fleste kemiske pro- cesser, kan man sætte IA = 0 og får da, idet processen er irreversibel p____F, < 0 det vil sige, at den frie energi aftager. Denne formindskelse kan man benytte som mål for de kemiske kræfters arbejde (affinitet); ved at udtænke en reversibel vej, ad hvilken pro- cessen kan foregå, er man i stand til at finde dens störrelse. Hvis man f. ex. isotermt fortynder en vandig saltopløsning, foregår der på grund af diffusionen en irreversibel proces. Den fortyndede opløsnings frie energi er da mindre end summen af vandets og den ikke fortyndede opløsnings frie energi, uaf- hængigt af om totalenergien tiltager eller aftager. Tabet i fri energi kan man måle ved at udfore fortyndingsprocessen ad reversibel, isoterm vej. Som et andet exempel nævner Planck en knaldluftmængde, som antændes ved en elektrisk gnist. Selve gnisten har kun betydning som udløsende faktor, idet dens energi er forsvin- dende i sammenligning med de andre forekommende energi- arter. Det arbejde, som de kemiske kræfter udfører, måles ved det arbejde, som man kunde vinde ved kemisk forening af brint og ilt, når dette skete på reversibel måde. Dersom man lader to luftarter blande sig isotermt og ved