Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

27 det vilde være umuligt at overvinde uden nye experimentelle undersøgelser og en fuldstændig rekonstruktion af värme- teorien«. Clausius. 32. I vor tid kunde man måske undre sig over, at det varede så længe, inden det lykkedes at forene Carnots princip om varmens fald med læren om energiens beståen; men man ser, at selv fremragende forskere havde svært derved. Holtzmann havde forsøgt det, men kom ikke igennem dermed. Clausius blev den, der bragte sagen til fuldkommen klarhed: Han ind- så, at Carnots opfattelse af varmen som et uforgængeligt stof ikke kunde forenes med loven om energiens beståen; hvor varme kan yde arbejde, må der forbruges varme. På den anden side havde Garnot ret i, at varmefald er nødvendigt, for at varme kan blive til arbejde, men vel at mærke således, at samtidig med at en vis varmemængde forvandles til arbejde, må en anden varmemængde synke fra en höjere til en lavere tempe- ratur. Vi kan ikke nöjes med sætningen om energiens beståen eller den förste hovedsætning, som Clausius kaldte den, men må tilföje en ny, som bygger på en grundegenskab hos varmen. Clausius opstiller da følgende grundsætning: varmen kan ikke af sig selv gå fra en lavere til en höjere temperatur. Ordene »af sig selv« betyder, at overgang af varme fra et koldere til et varmere legeme aldrig kan være det eneste resultat af nogen proces; der må samtidig ske noget andet, f. ex. overgang af varme fra et varmere til et koldere legeme, frembringelse af varme ved. arbejde, diffusion af luftarter o. s. v. Alle processer kan deles i to grupper; den ene gruppe kaldes positive eller na- turlige, den anden negative eller unaturlige. De positive pro- cesser kan foregå af sig selv, de negative processer kan ikke foregå af sig selv, men kræver kompensation, det vil sige, at en negativ proces kan ikke finde sted, uden at der samtidig foregår en positiv. Dette er den 2. hovedsætning, som vi dog senere skal udtrykke på en anden måde.