Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

31 Denne ligning betragtede man i sin tid som rigtig; for d r at beregne h måtte man altså kende —r~. James Watt havde d t foretaget målinger af vandets fordampningsvarme ved forskel- lige temperaturer og var kommen til et resultat, som kortest kan udtrykkes således, at summen af den frie og den latente varme var konstant, det vil sige at summen af de to varme- mængder, man må meddele 1 gram vand for at opvarme det fra frysepunktet til Z° og derefter ved denne temperatur for- vandle det til damp, er uafhængig af temperaturen. Watts lov kan altså skrives: r -j- ( c d t = konstant •’o „ dr, eller 4- c = 0 d t Sammenholder man denne ligning med (16), får man h = 0. Dette anså man længe for at være rigtigt og udtrykte det således: når damp af maximumstæthed i en for varme uigennemtrængelig beholder forandrer sit rumfang, vedbliver den at være i samme tilstand. Senere fandt Regnau.lt som bekendt at r + C c d t = 606,5 + 0,305 t •’o hvoraf + c = 0,305 eller h = 0,305 . d t Denne værdi af h indførte man efter Regnault i damp- maskineteorien. Man kom altså til det resultat, at mættet vand- damp, som sammentrykkedes, idet temperaturstigningen var netop så stor, at dampen vedblev at være mættet, måtte op- tage varme udefra, og omvendt at mættet vanddamp ved ud- videlse og med en sådan afkøling, at den vedblev at være mættet, måtte afgive varme til omgivelserne. Deraf måtte man slutte videre, at mættet vanddamp ved adiabatisk sammentrykning- delvis fortættedes, medens mættet vanddamp ved adiabatisk ud- videlse måtte ophore at være mættet.