Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

57 Tvivl om 2. hovedsætning. 57. Det er ikke underligt, at den 2. hovedsætning mødte megen modstand ved sin fremkomst. Adskillige mente, at den måtte komme i stiicl med døn første hovedsætning; en energi- mængde, som ikke mere kunde omsættes til arbejde, syntes ikke at fortjene navnet energi. Nu havde man gjort sig fortrolig med den tanke, at energien bestod; så lærte man, at energiens prak- tiske værdi blev ringere og ringere. Da dette sidste ikke kunde modbevises, rettede man navnlig angrebene mod Clausius’ fun- damentale sætning, at varmen ikke af sig selv kan gå fra et koldere til et varmere legeme. Rankine gjorde gældende (1852), at man ved hjælp af hul- spejle måtte kunne samle varmestrålerne således, at der frem- bragtes en temperatur, der var højere end varmekildens, og at man altså på den måde kunde få varmen til at gå fra en lavere til en højere temperatur uden kompensation. Clausius* beviste, at det var umuligt ved tilbagekastning at frembringe en hojere tem- peratur end udgangspunktets, ide tmindste når man antager, at et legemes udstråling ikke alene afhænger af legemets temperatur og beskaffenhed, men også af det stof eller medium, hvorigennem strålingen sker, og det på en sådan måde, at udstrålingen er omvendt proportional med kvadratet af strålernes hastighed eller ligefrem proportional med kvadratet af brydningsforholdet. Herefter skulde udstrålingen i vand forholde sig til udstrålingen i luft ligesom :1. 58. Tait gjorde den indvending, at man kan få en metal- tråd til at gløde ved at anvende en termosøjle, hvis lodnings- steder opvarmes og afkøles ved hjælp af kogende vand og smel- tende is; da trådens temperatur er langt over 100°, ser det ud, som om der gik varme fra et koldere til et varmere legeme. Clausius kunde dog let tilbagevise denne indvending. Medens Mechanische Wärmetheorie, 3. Aufl. 1887, 1. Bd. S. 315.