Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

69 cessens fremadskriden* ophævet eller ialfald forminsket, hvor- for processen forløber helt eller omtrent til ende. Da dette er tilfældet med en mængde kemiske processer, kan man forstå, at en teori som Bergmans har kunnet fremkomme. Berthollets teori kom noget på afveje og viste sig uskikket til at give en al- mindelig losning. Först Guldberg og Waage lykkedes det at fjerne vanskelighederne, idet de indforte begrebet aktiv masse (se. s. 78). 69. Der var i tidernes lob gjort forskellige forsøg på at for- klare de varmefænomener, der ledsager kemiske processer. Det förste tillob var egentlig flogistonteorien, hvilket dog ikke forte til noget. Lavoisier forberedte en målende termokemi ved sine undersøgelser over forbrændingsvarmen og den dyriske varme. Årsagen til varmeudviklingen ved kemiske processer sogte han navnlig i forandringen af tilstandsform og varmefylde. Lavoi- sier og Laplace** fremsatte 1783 den lov, at der til sonderdeling af en kemisk forbindelse kræves ligeså megen varme, som der udvikles ved dens dannelse. Også andre forskere syslede med termokemien, dog uden at finde nogen almen lov af blivende værd. Dulongs sætning, at en forbindelses forbrændingsvarme er lig summen af bestanddelenes forbrændingsvarmer, har som bekendt ikke holdt stik. En vigtig betingelse for termokemiens fremgang var er- kendelsen af, at den kemiske varmeudvikling ikke stod i sim- pelt forhold til temperaturstigningen, men måtte måles ved den varmemængde, der afgives til omgivelserne, når temperaturen efter processens ophor er den samme som i begyndelsen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at finde temperaturstigningen, Ved en kemisk proces kan man tænke sig en »drivende kraft« K og en vis kemisk modstand M, og man kan sætte reaktionshastig- heden H = — (smign. Ohms lov). Hvis K og M er konstante, eller proportionale med hinanden, bliver H konstant; iøvrigt afhænger størrelserne af tilstandsformen, temperaturen og de reagerende stofmængder. ** Planck: Grundriss der Thermochemie, S. 2. S. M. Jørgensen: Kemiens Grundbegreber, S. 153.