Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

70 man må også kende de opvarmede stoffers varmefylde. Denne tankegang gennemfortes af Hess, grundlæggeren af den exakte termokemi. Omkring 1840 opstillede han loven om »varme- summernes konstans«, som siger, at hvis to eller flere stoffer indgår en kemisk forbindelse, er varmetoningen uafhængig af, om forbindelsen dannes direkte eller indirekte, altså uafhængig af mellemtilstanden. Denne lovs store betydning ligger deri, at man ved den kan beregne varmetoninger, som vanskeligt eller slet ikke lader sig direkte bestemme. Som exempel kan vi tage kulstoffets iltforbindelser: C 2 O — C O2 4~ 96960 kal. pr. gramatom kulstof C O + O = C O2 -p 67960 » » » » Ifølge Hess’ lov må varmetoningen ved den förste proces være lig varmetoningen ved den sidste plus den varme toning, man vilde få ved at danne CO af C og O. Heraf folger, at C + O = C O 4- 29000 kal. Det er lykkedes ad anden vej at bestemme varmetoningen ved denne forbindelse, og man fik god overensstemmelse. Af Hess’ lov folger bl. a., at Dulongs sætning (se s. 69) ikke kan være rigtig, thi en forbindelse, som f. ex. er dannet exotermt, må nødvendigvis ved forbrænding udvikle mindre varme end bestanddelene tilsammen. 70. Vi lægger mærke til, at Hess opstillede sin lov, forend man kendte loven om energiens beståen. Alligevel betragtede han sætningen som så indlysende, at han fandt det unødvendigt at forsøge et alment bevis derfor. Sætningen var jo også i god samklang med den da almindelige anskuelse, at varmen var et stof, hvis mængde måtte være konstant. I virkeligheden er Hess’ lov kun rigtig, sålænge man kan se bort fra mekaniske virkninger af de kemiske processer. Dersom disse foregår under konstant tryk, som er det almindelige, vedbliver loven dog at gælde, som vi nu skal se. Har man kun med faste eller flydende stoller at göre, er