Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

81 Först 1894 opgav Berthelot sit princip og gjorde overgan- gen fra den termiske affinitetsteori til den termodynamiske, som skyldes vant Hoff. 79. Det ses, at der i flere henseender var stor lighed mel- lem Thomsens og Berthelots standpunkter. Begge mente, at en ren kemisk proces gik i en sådan retning, at der udvik- ledes varme, og begge indforte nye begreber for at forklare endöterme processer. Nu ved man, at det Berthelot’ske princip «r en regel med mange undtagelser. Der gives en mængde reciproke processer, som man, ved at vælge et passende ud- gangspunkt, kan få til at gå den ene eller den anden vej; er processen exoterm i den ene retning, må den være endoterm i den modsatte retning. Ved enhver kemisk proces dannes der stoffer, som modsætter sig dens fremgang, og kun hvis disse fjernes (deres koncentration bliver nul), kan processen fort- sættes til ende. Vi skal senere se, under hvilke betingelser Berthelots princip har gyldighed. Berthelot søgte at hævde sit standpunkt mange år efter, at det havde vist sig uholdbart. Jul. Thomsens standpunkt var aldrig så ensidigt som Berthelots; han nåede imidlertid næppe at blive helt fortrolig* med de nyere ter- modynamiske begreber. Dette kan dog ikke formindske be- undringen for hans storværk, hvis resultater fremdeles er be- tydningsfulde for termokemien. Massevirkningsloven. 80. Bringer man to eller flere stoffer, som kan virke på hinanden, sammen i et lukket rum, vil der efter en vis tids forlob indtræde en fysisk-kemisk ligevægt. Den endelige til- Man ser f. ex., at Jul. Thomsen i »Termokemiske Resultater« 1905 bruger udtrykket »fri energi« om frigjort varme og anvender betegnelsen »reciproke processer« om processer, som ikke er det efter nutidens definition (S. 323 og 330.) P. B. Freuchen: Termodynamik. 6