De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

I. NAVN OG BELIGGENHED. - ÆLDSTE TOPOGRAFI OG HISTORIE. Odense Bys Oprindelse og første Anlæg taber sig i Tidernes Mørke. Intet Doku- ment, intet haandgribeligt Minde bringer os Bud fra hine fjerne Dage, — kun gennem Navnet Odense, oprindelig Odins-Vi, det vi] sige Odins Helligdom, faar vi Kundskab om, at denne By alt i Hedenskabets Dage indtog en fremskudt Plads mellem alle danske Byer som Offersted og Helligdom for den øverste af de gamle hedenske Guder. Hvor denne Helligdom har haft sin Plads, om uden for eller inden for den nu- værende Odense Bys Omraade, har vi ingen som helst Underretning om. Kun saa meget kan siges, at eftersom de første kristne Missionærer, der kom til Landet, for- trinsvis benyttede de Steder, hvor Befolkningen var vant til at søge hen for at dyrke deres Guder, som Byggesteder for Kristendommens Gudshuse, maa Pladsen for det gamle hedenske Gudehov sandsynligvis være at søge i Nærheden af den Kirke, som alt i den første kristne Tid blev rejst i Odense. Byens højeste Punkt var i Middel- alderen og er endnu Terrainet mellem St. Knuds Kirke og Flakhaven, og her har antagelig Gudehovet staaet, paa den høje Bakke over Aaen. Maaske stod det der endnu, eller mulig kun Rester af det, da den tysk-romerske Kejser, Otto III, 988 udstedte et Beskærmelsesbrev for det Bispedømme, han agtede at oprette i Odense. Dette er det første historiske Dokument, i hvilket Odenses Navn forekommer; men netop som Historieskrivningen kaster sit første — i Begyndelsen meget spar- somme — Lys over vort Fædrelands Forhold og Tilstande, begynder de gamle Gu- ders Magt at vakle. Da vi en Menneskealder senere atter høre om Odins By, er hans Vælde brudt. Odense er bleven en kristen By. Knud den Store har udført, hvad den tvske Mission havde tilsigtet, og sendt Menigheden i den en Biskop fra England. Det var da sandsynligvis denne, Bisp Reginhard, der grundlagde den første Kirke i Odense — en Trækirke — og sikkert i umiddelbar Nærhed af det gamle he- denske Gudehov. Kirken blev indviet til den i England højt hædrede Helgen St. Alban, den engelske Kirkes første Martyr. Alle Minder om den førkristelige By er for længe siden forsvundne, og selv lerrain- forholdene er nu ganske anderledes end i Oldtiden, hvor det f. E. maa antages, at Fjorden er gaaet helt op til Byen. Men sandsynligvis har vi en Stedbetegnelse endnu tilbage fra den hedenske Tid ved Siden af selve Bynavnet. Det er det ejendomme- lige Navn paa Pladsen umiddelbart Nord for Kirken, Plakhaven, dei betegnede det — i Modsætning til Byens i øvrigt bakkede Terrain jævne og flade, indhegnede Stykke Jord, hvor, som Byens lærde Historiograf, Biskop Engelstoft, udtiykker sig, »Mændene i den hedenske Oldtid havde deres indfredede Samlingsplads«.