De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

28 ODENSE af Pommern, vist har været større end andetsteds. I Kong Hans’s Privilegier for Købmandsgildet af 1496 genfinder vi ganske de samme Bestemmelser for at indskrænke de Fremmedes Handelsfrihed, som vi kender fra Kjøbenhavn. Fremmede Købmænd, som kom til Byen for at handle, — de hedder her som andet- steds »Gæster«, — maa ikke lægge sig i Herberge hos andre med deres Gods end hos Byens egne Købmænd, hos hvem de, — som det saa menneskekærligt hedder i Pri- vilegierne — »bedst kunne undervises om Stadens Lejlighed, at de ej skulle forsømme deres Gods«. De maa, som alle Vegne i danske Købstæder, ikke uden særlig Tilladelse staa ude paa Marked længer end i tre Dage, dog ikke de sidste fjorten Dage før og ej heller de første fjorten Dage efter Jul og Paaske. Naar Byklokken lød, maatte ingen fremmede Købmænd købe eller sælge paa Markedet, men inden den lød, selv den tredie Dags Morgen, skulde det staa dem frit for at sælge. Købmandsgildets Older- mand og Kæmneren skulde sætte Pris paa deres Varer. De maatte kun sælge i større Partier. Salt, Staal, tysk 01, Hør, Hamp eller andet sligt Gods kun i hele eller halve Læster og Skippund; Humle i Træmet (en Træmet var tolv Skæpper); Borgerlærred i Bolte (Ruller) og Klæde i hele Stykker, — alt i »ret, frit Marked«. Ej heller maatte nogen, hverken Byens Købmænd eller fremmede, »sælge ondt Gods for godt og ej heller paa det Marked, som godt Gods plejer at sælges. Hvo det gør, skal have det (iods, han sælger, forbrudt«. Ingen Odense Borger maa købe for de Fremmedes Penge, — altsaa gøre Indkøb for dem, hvorved de vilde faa Varerne billigere, — ej heller maa de Fremmede købe Huder og sligt af Haand værkerne, men »alle Gæster og vore Køb- mænd maa frit købslaa med hverandre i deres Gildehus, naar dem lyster«. Den, som køber noget, det være sig i eller uden for Gildehus, og drikker Lidkøb derpaa, »han skal holde Køb«. Men til syvende og sidst kommer den aller vigtigste Bestemmelse, der brød de Fremmedes Magt og gjorde en Mængde dygtige, fremmede Købmænd til Borgere ’i Byen: »Item ville vi og ej, at nogen udenlandsk Købmand skal ligge og købslaa her i Odense længer end et Aar, uden at han gifter sig inden samme Aarsdag eller ogsaa sætter vederhæftig Borgen, at han vil blive her i Byen til Stede.« Det, der alt i en meget tidlig Tid har gjort Odense til en Handelsby, var dens Beliggenhed midt i Hjærtet af det frugtbare, velstaaende fynske Land. Den fynske Adel har fra gammel Tid følt sig knyttet til Øens Hovedstad. Odense blev netop der- ved sit Oplands Hovedstad paa en Maade, som vi ellers ikke kender noget Sidestykke til blandt vore danske Købstæder. Odense var ikke blot Adelens og hele Øens cen- trale Markedssted, den var tillige deres Tingsted samt Adelens politiske og sociale Mødested; her holdt de deres Raadsforsamlinger og Standsmøder, og her kom de sammen for at bilægge mulig Uenighed og for at more sig. De aller fleste af de fynske Adelsslægter havde deres egne Gaarde i Odense, og desuden havde de et fælles Forsamlingshus, »Adelens Gaard«, hvor de, som det hedder hos en Samtidig, »med stor Banket holdt en venlig og glædelig Omgængelse i nogle Dage«. Den laa, hvor den senere Borgerskole kom til at ligge, paa den sydlige Halvdel af det nuværende Raadhus’s Grund. Paa Planen fra 1593 ser man den prydet med et Taarn. I Be- gyndelsen af det XVIII. Aarhundrede blev den nedrevet for at give Plads for den nye Landstingsbygning, der blev opført paa Grunden.