De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HANDEL OG HAANDVÆRK 29 I hvor høj Grad Odense var den fynske Adels egen By, vil dog især ses af, at denne drog til Odense for at fejre Bryllup og Ja-Ord i St. Knuds Kirke eller paa Raad- huset, hvis Køkken, Stegers og Vinkælder var berømt over det hele Land. Ogsaa de velstaaende Borgere fejrede deres Brylluper her, og de fordrede ikke mindre god Levemaade end Adelen. »Førend denne Krig med vore Naboer«, hedder det om- trent 1660, »angik, var det kommet paa det højeste med Folks Overdaadighed, særdeles i Spise og Drikke. I min Fødeby (Odense) var de til en umaadelig Fraad- . sen fornemmelig hengivne, men Svensken bragte vor Diæt til en meget skikkelig Reduktion«. Den tidlige Middelalder var Markedshandelens Tid. Det hjemlige Haandværk var endnu for lidet udviklet til at kunne tilfredsstille Befolkningen, og de fremmede Køb- mænd var mer end villige til at komme med deres Varer. De store Bymarkeder er her som andetsteds udsprunget af de store aarlige Sammenkomster, i den hedenske Oldtid de store Offerfester eller Tingfester, i den kristne Middelalder de store Kirke- fester. I Tyskland og Flandern vidner endnu Ordet »Messe« eller »Kirchweih« om de nuværende Markeders kirkelige Oprindelse. I Odense blev naturligvis Hellig Knuds Martyrdag, 10. Juli, paa hvilken det hele Fyen og Masser af Mennesker fra det hele Land strømmede til Odense til den høj- tidelige Messe, de prægtige Processioner og de Undere, der skete ved hans Grav, Midtpunktet i det store St. Knuds Marked. Ved Adelens aarlige Landemode, — tyvende Dag Jul, som det hed, altsaa 13. Januar — holdtes et andet stort Marked, der først gik af Brug, da Adelens Magt var bleven knækket ved Enevældens Indførelse, i Slutningen af det XVII. Aarhundrede. Men St. Knudsmarkedet, der blev holdt i den gode Aarstid, hvor Folk kunde rejse og færdes baade paa Sø og Land med større Sikkerhed og Magelighed end om Vinteren, var og blev dog det egentlige store Købe- stævne, som først mistede noget af sin Betydning ved Reformationen. Byens almindelige Torvedage, hvor Borgerne forsynede sig med Fødevarer, var Onsdag og Lørdag. Her falbødes tillige, foruden Oplandets Produkter, Byhaand- værkernes Arbejder. Disses Boder var særlig at finde paa Flakhaven. Paa »Fiske- boderne« derimod falbødes Fisk, Sild, Kød og Flæsk. Folk, der ikke førte »gode Varer«, altsaa førte hvad vi vilde kalde anden eller maaske en ringere Klasse Varer, skulde staa, med hvad de havde, paa Fisketorvet — »ved Tinget« — d. v. s. ovre ved Østkanten, ved Helliggæsthuset. Uden for Torvetiden kunde man den Gang som nu til daglig gøre sine Indkøb hos Haandværkeme og faa sit Brød hos Bagerne og Kød hos Slagterne. Butiker fandtes ikke i de Tider. De Handlende havde Udsalg fra deres Vindue, — rettere vel fra en Luge, men Udtrykket Vindue i Betydningen Udsalgsvindue benyttes netop som Oversættelse for den i Slutningen af det XVI. Aarhundrede forekommende Be- tegnelse »Myropolium«. Man vil finde dette Ord paa Planen for 1593 for Jens Andersen Beldenaks Bispekancelli paa Flakhaven, der nu tjente til Apotek og vist tillige som en Slags Børs eller Basar. Slagterne havde Udsalg vester ude i Byen fra den saa- kaldte Kødskranke. Man faar det Indtryk, at Torvehandelen og Markedshandelen er saa livlig i Odense ved Midten af det XVI. Aarhundrede, at det kniber med at faa Plads. Allerede Chri- stian III. omgaas med den Plan at skaffe Byen et større Akseltorv, men det bliver dog først Frederik IL, der gør Alvor deraf. Det var nu mulig ikke alene Hensynet