De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

ODENSE UNDER ENEVÆLDEN 37 Om Albanitorvets Fremstaaen har vi talt i det Foregaaende. Del stod oprindelig ikke i saa aaben Forbindelse med Flakhaven som nu, men kun ved et Stræde mel- lem det gamle Bispekancelli og Kirkegaarden paa den ene samt Adelens, senere Landstingets Gaard og Hovedvagten paa den anden Side. Først i 1857 blev Kan- celliet nedbrudt, og — en Menneskealder senere — den gamle Latinskole, hvorved St. Knuds Kirke kom til at ligge frit. Reformationen havde bragt det gamle Sortebrødrekloster til at forsvinde; i dets Sted fandt man nu en Kirkegaard. Den havde lavet Graabrødreklostret om til et Hospital, tilintetgjort Helligaandshuset, gjort Jens Andersen Beldenaks Bispegaard om til et kongeligt Slot for en lille Tid; dernæst, efter at det var flyttet ud til St. Hansklostret, hvor den nye »Odensegaard« fremstod, var Bispegaarden bleven Oluf Bagers Ejendom for fra ham at gaa over til en Del adelige Slægter og endelig 1716 at blive forandret til et adeligt Frøkenkloster, stiftet af den lærde Karen Brahe. En Mængde statelige Gaarde, bygget af adelige Herrer eller af velfornemme Bor- gere i Byen, var fremstaaet som Udtryk for dens Velstand. Træhuse og klinede Ler- huse blev færre og færre, Svineriet i Gaderne med den stigende Kultur forhaabentlig noget mindre, og almindelig Oplysning og Dannelse noget større, om end det gik langsomt. Men Odense kunde ikke alene bramme af sine tre Latinskoler, men tillige fra 1623 af det nye Gymnasium, som Christian IV. lod indrette i »Omgangen« mel- lem St. Knuds Kirke og Kloster. Ogsaa det, oprindelig et Vidnesbyrd om Byens An- seelse, kom til at vidne om dens Nedgang. Det begyndte med fire og havde snart efter fem Professorer, men var i Slutningen af det XVIII. Aarhundrede, efter en Tid at være gaaet helt i Staa, bragt saa langt tilbage, at det kun kunde fremvise een Professor og een Elev. Det var Krigene, der havde givet Odenses Sundhed et Knæk, men det var Rege- ringsforandringen i 1660, der gjorde Sygdommen kronisk og tog Kræfterne fra Pa- tienten. Odense var bleven til det, den var, ved sin Beliggenhed som Midtpunktet paa Herregaardsøens Land. Det var en Adelsby, og med Adelens Svækkelse eller Forarmelse maatte Odense miste en af sine vigtigste Livskilder. Den gamle danske Adels Nederlag ved Enevældens Indførelse viser sig da ogsaa som en af de væsent- ligste Aarsager til Byens Tilbagegang. Haandværkerne kunde ikke faa Arbejde, efter- som fornemme Folk maatte indskrænke sig til det aller nødvendigste og ikke lod udføre andet og mere »end hvad de knap og nap kunde behøve«. Købmændenes Handel var standset, ti Landet laa øde, og der var intet at udføre. Og da ingen havde Raad til at købe, var der heller intet at indføre. Men derimod var der nok at betale til. Indkvartering og Skatter i en Evindelig- hed. Adelige og borgerlige Familier maatte gaa fra Hus og Gaard, Ejendommene stod og forfaldt, og det kom af og til om Natten til blodige Optrin i Byens Gader, Byen kunde kun udrede mellem Halvdelen og Totredjedelen at de udskrevne Skatter, og Klagerne over Byens »overmaade slette Tilstand formedelst de idelige Skattepressurer og Næringens mærkelige Aftagelse« bliver ved at lyde hele Aar- hundredet ud. Det er da ogsaa et sikkert Tegn paa Nedgang i Bytradition og borgerlig Selv- følelse, at det ikke længer er Odense Mænd, der bliver Borgmestre og Raadmænd, men fremmede Folk, — Folk uden Rod i Byen, uden Navn i dens Historie. Nej, deu gamle Glans var borte.