De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

BYENS HISTORIE OG NÆRINGSLIVETS UDVIKLING 1660—1M8 39 modiske Opfindelser? Nok er det, — Parykmageren maatte opgive al nære sig af sil Haandværk og trække i Kongens Tøj for at bjærge Føden. Da Parykkerne endelig kommer paa Moden i Odense ogsaa, synes man at have foretrukket at forskrive dem fra Kjøbenhavn og andre Storbyer fremfor at lade dem lave i sin egen By. Ti paa en Tid, hvor alle skulde gaa med Paryk, og hvor selv en ringe Hører ved Latinskolen kunde smykke sig med ikke mindre end fire for- skellige Sæt Lokker, sy- nes der ikke at have væ- ret nogen Parykmager i Byen før 1764, men saa dukker der ogsaa plud- selig hele fire op paa een Gang. Det Haandværksfag, der talte flest Mestre, var Skomagernes, som i 1755 havde 73 med 60 Svende. Dernæst, samme Aar, Handskemagerne, 39, og Skrædderne, 33. Af Skræd- dernes Andragende nogle Aar forinden om at maat- te lade sig kalde Klæde- magere, synes det at frem- gaa, at de har haft deres Part af den honnette Am- bition. Men den var nær- mest at betragte som en Landesot. Den synes nu rigtig nok at have raset stærkt i Odense, hvor, som gamle Folk fortalte i det XVIII. Aarhundredes Jul. Folkmann fot. EJLER RØNNOVS GAARI) Begyndelse, »Provsten og Rektoren gik til Guds Bord paa en Gang for at trættes med hinanden om Rangen foran Alteret«. Af Smede talte Odense samme Aar 28, — deraf var dog nogle Urmagere, der endnu regnedes med til Smedelavet, — men af Snedkere kun 13. Deres Tal var imidlertid stadig stigende, i 1799 var der 24, og i den følgende Tid blev det Byens betydeligste Haandværk. Odense Møbelarbejder omtales ogsaa som Genstand for Udførsel, og i 1830 stiftedes Snedkernes Møbelmagasin.