De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

10 ODENSE Bogtryk var el Haandværk, der paa Grund af Odensebispen Thomas Kingos Salmebogsprivilegium fik mere Indpas i Odense, end i de fleste andre danske Pro- vinsbyer. Kingo fik kgl. Privilegium paa et Trykkeri, som han lod drive ved Jørgen Schrøder. Vitus Berings store Værk »Florus Danicus« blev Trykkeriets Mesterstykke. Den næste, der trykte Bøger og Pjecer m. ni. i Odense, var en Mand af en ganske anden Kaliber, end den berømte Salmedigter, nemlig Visemageren I. C. Brandt, hvis Viser ifølge Holberg »blev sjunget med Fiol« paa berygtede Værtshuse i Kjøbenhavn. Men det var dog ham, der trykte den første Avis uden for Kjøbenhavn. Den udkom i Odense 1735 under Navnet: Ugentlige Provincial Notifikations Lister. Noget over en Menneskealder senere, 1771, havde Odense hele to Trykkerier, og i 1779 hele to Aviser. Den første, Brandtske, Avis var forlængst afgaaet ved Døden og havde ikke noget at gøre med de senere. Ved Midten af det XVIII. Aarhundrede begynder der at blomstre en Industri frem i Odense. Her tænkes ikke saa meget paa det af Frederik V. oprettede Manufacturhus, der, i Lighed med Christian IV.s gamle Børnehus i Kjøbenhavn, som var oprettet en halvandet hundrede Aar tidligere, var en Fabrik i Forbindelse med en Tvangs- arbejdsanstalt. Paa Anstalten blev der især lavet Klæde, men de Forventninger, man havde stillet til den, blev ikke opfyldte, og Verset, der staar at læse over Porten, kom kun til at vidne om den gode Hensigt: »Et dobbelt nyttigt Hus, som dobbelt Nytte bringer, Det lærer Flittighed og Betleriet tvinger. Vor store Friderich, vor Konge eye god, Paa begge Dele har saa viislig raadet Bod.« Efter faa Aars Forløb maatte Fabrikken holde op, og kun Tugthuset blev tilbage. Det var som saa meget andet i de Dage et kunstigt Regeringsforsøg. Udsprunget af mere naturlige Forhold og derfor ogsaa bedre funderet, var Sukkerraffinaderiet, der blev anlagt 1751 af den ogsaa i Hovedstaden kendte Skibsbygger og Rebslager Apleby paa »Sukkergaardeii«. Det blev oprindelig udstyret med Privilegium paa at forsyne baade Fyns Stift og Ribe Stift med Sukker, men kunde ogsaa undvære dette Privi- legium og bestaa ved egen Hjælp, da det senere blev taget fra det. Det blev først nedlagt 1835. Et andet af Datidens industrielle Foretagender, Eilskous Sæbesyderi, oprettet som Aktieselskab 1755, har holdt sig gennem Tiderne, medens de forskellige Bomulds- og Uldspinderier, der blev anlagt, med Undtagelse af S. Kiærs, der bestod langt ind i det følgende Aarhundrede, fik en mere kortvarig Tilværelse. En Klæde- fabrik, der blev oprettet 1789 paa Graabrødrekirkegaard af Brdr. Otte, maatte, som det hedder 1798, »hvor god den end var, to Gange forlade Byen formedelst Mangel paa arbejdslystne Fattige«. Schrøders Klædefabrik, der oprettedes 1794—95, bestod kun til 1820; Kochs og Hirschfelds i den Rantzauske Slægts gamle Adelsgaard afgav i 1830 sit Materiale til den nye Fabrik paa Dalum, medens en ny blev oprettet inde i Byen paa det samme Sted. Den første Limfabrik blev anlagt 1777, Karetmager og Biopdrætter Nues Honningeddikefabrik og Kjellinghusens Kattuntrykkeri og Farveri begge i 1780, men Odenses gamle, berømte 01 synes man at have glemt at brygge, og først ind i det XIX. Aarhundrede faar Hvidtølsbryggeriet nogen Betydning igen. I Stedet for brændtes der en Mængde Brændevin, saa Brænderierne — der var i øvrigt 30 i alt — 1780 betragtes som en af Byens vigtigste Næringsveje. Saa betydelig