De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

BYENS HISTORIE OG NÆRINGSLIVETS UDVIKLING 1660-IM8 43 mandsgaarde, enten røde Stenhuse med Taarne og Tinder eller farverige, billedprydede Bindingsværksgaarde, som før havde givet Byen Karakter og draget Blikket til sig? De i Tiden fra 1660—1800 opførte Bygninger, som kunde fryde Øjet, var ikke mange, der kan nævnes af private Gaarde det nuværende Løveapotek og »Karnapgaarden«, den sidste Vestergade Nr. 20 og begge ombyggede, Landstingsbygningen, der i 1705 blev bygget paa den nedrevne Adelsgaards Plads for hundrede Aar senere at maatte vige for en ny Skolebygning, var, tillige med Bispegaarden eller Frøken klostret, der i omtr. 1716 fik en Etage bygget til, de eneste offentlige Bygninger, Odense fik i dette lange Tidsrum foruden Slottet, Teatret, Toldboden og Kathedralskolen. Der- imod forsvandt den gamle Graabrødrekirke, der længe havde staaet for Fald og kun var bleven vedligeholdt for Kongegravenes Skyld. Nu blev Kongeligene og Claus Bergs Altertavle flyttet til St. Knuds Kirke, og Klosterkirken blev nedbrudt i 1817. I Slutningen af Aarhundredet havde man nær berøvet St. Knuds Kirke sit Taarn, der dog blev reddet ved Købmand Eilschovs Offervillighed. Men det gamle, karak- teristiske, gotiske Raadhus fik man ganske barberet for dets arkitektoniske Prydelser. Men man vil alligevel ved en Sammenligning mellem de lo Tidspunkter have al Grund til at glæde sig. De gamle patriciske eller adelige Gaarde var maleriske og skønne, men de var kun faa tiltalende Punkter i megen Armod og Elendighed. Man kan beklage deres Forsvinden, paa samme Maade som man kan beklage de maleriske, prægtige Ridderdragters Forsvinden, men man kan kun glæde sig over, at samtidig faar de lavere Klasser, som før var saa usselt stillet, bedre Boliger og bedre Livs- vilkaar paa alle Maader. I vort Fædreland er i Tidernes Løb Kløften mellem Fol- kets forskellige Klasser bleven udfyldt mere og mere, netop ved at Velstanden i de brede Lag er steget. Mere og mere synes vi at nærme os den lykkelige Tilstand, hvor »faa har for meget og færre for lidt«. Til at naa saa vidt har ingen Periode ydet større Arbejde end det sidste Afsnit, som vi skal beskæftige os med nu, Tiden 1848—1905. DET AFSLUTTENDE TIDSRUM 1848—1905. Gennem den foregaaende Skildring af Odense Bys Udvikling og Vækst gennem Tiderne, — en Skildring, der nærmest hviler paa Arbejder af de af Odenses Historie saa fortjente Forskere, Vedel Simonsen og Engelstoft — vil man have faaet det Ind- tryk, at det er Odenses Beliggenhed og særlige Stilling over for sit Opland, der har gjort Byen til det, den er. Den var og den er sin Landsdels Hovedstad paa en Maade som ingen anden Stiftsstad i Landet, det Midtpunkt, hvortil alle paa Fyns Land søger, naar de skal gøre Indkøb. Og med Landboernes gode Kaar, særlig med de stigende Kornpriser noget før Aarhundredets Midte, betød det for Odense, der hurtig blev Centrum for den fynske Kornhandel, Stigen i Velstand og Udvikling paa alle Omraader. Krigen 1848—1850 bragte en foreløbig Stilstand til Veje. Men med den Vækkelse af Nationalitetsfølelsen, der kendetegner vore første Frihedsaar, afrystede Handels-