De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

44 ODENSE _______________________________________________________________________________ standen her som alle Vegne de Hamborgske Købmænds Overherredømme og søgte fra nu af direkte til de udenlandske Markeder. Og efter Krigen tog Udviklingen Fart som aldrig før. Det stadig forbedrede Sejlløb i Kanalen skabte forøget Skibsfart, — 1862 havde Byen en Handelsflaade paa 75 Skibe, der i 1897 var vokset til 80 med en Drægtighed af i alt 3,559 Tons — den voksende Industri trækker større og større Arbejdskraft til Byen, og en Række Pengeinstitutter støtter Markedet og letter Om- sætningen. Men fremfor alt: de fynske Landboeres midtpunktsøgende Tendens, der har udviklet sig gennem Aarhimdreder, og som har vokset sig stærk ved Tradition og personlige Forhold, er blevet mangefold forøget ved den moderne Købstadvirk- somhed, som fremstaar efter Dampmaskinernes Indførelse. Mest dog efter de for- skellige Jernbaneanlæg, som bragte Byen i lettere og endnu mere direkte Forbindelse med dens Opland end før. Og netop paa Grund af dette Oplands Betydning er Odense blevet en By for den jævne, men solide og sikre Detailhandel. Storhandelen vil maaske komme med den voksende Søhandel, men endnu er Odense Butikshan- delens By, — som den er den By, der har den største Torvehandel — og i ingen af vore Provinsbyer ser man saa mange og saa velforsynede Butikker som her. Dette hænger sammen med, at Odense i en langt overvejende Grad er en Indu- striens By. Det har alle Dage været Haandværket, der bar Odense oppe, Frem- bringelsen og Forhandlingen af de Ting, som Købstæderne fra gammel Tid havde Privilegium paa, og som Landboerne tilbyttede sig for deres Produkter. Og dette Forhold bestaar endnu, efter at Haandværket har udviklet sig til Industri. Odense tager først og fremmerst Sigte paa Byens eget og dens Oplands Forbrug. Derfor bestaar endnu her, siger Engelstoft, det gamle Forhold, »at Landets Velstand be- tinger Byens«. Befolkningens stærke Vækst — 1801: 5,782; 1850: 11,000; 1860: 14,255; 1870: 17,900; 1880: 20,804; 1890: 30,268; 1906: 40,653 — har nødvendiggjort store Udvidelser af Byen. Lige til det XVIII. Aarhundredes Begyndelse boede Befolkningen stærkt sam- mentrængt inden for Byens gamle Grænser. Kun mod Vest, ud ad »Heden«, og mod Syd, ud over Møglebro, havde Byen rakt sig paa ægte Landstadsvis i Retning af Hovedgaden for at fange Landboerne i Opløbet. Men det viste sig snart uheldigt at fjerne sig saa meget fra Byens Midtpunkt, og Vindegadekvarteret fremstod i de første Aar efter Krigen. Pengekrisen 1857 bragte en kort Standsning i Byggeriet, men da Albanibroen Aaret efter var bleven anlagt, tog Udviklingen denne Retning, og det store Albanikvarter rejste sig væsentlig inden 1865. Den sidste Fjerdedel af Aar- hundredet har endelig set det store Villakvarter rejse sig paa Nonnebakken, saa Byen nu breder sig paa begge Sider af Aaens Løb. Og efter Jernbanernes Anlæg, Hoved- banen 1865, Sydfynske 1876, Nordfynske 1884 og Kerteminde—Dalbybanen 1899, har endelig det andet Villakvarter ved Dronningensgade rejst sig, og Jernbanegade har bragt Byen den længe savnede direkte Forbindelse mellem Hovedstationen og den gamle Bys Midtpunkt. Samtidig med Byens Vækst udadtil er der i den indre By med betydelige Ofre ryddet op i den middelalderlige, tætte Bebyggelse, særlig i Partiet Vest, Nord og Øst for St. Knuds Kirke. Denne laa til op i Trediverne lukket inde bag høje Huse, der ganske skjulte dens underste Del. Mod Øst laa en af Oluf Bagers Gaarde, som den af Byen ogsaa paa anden Vis højt fortjente Kammerherre Benzon alt lod nedrive 1836, mod Nord laa det gamle Bispekancelli, det senere Apotek, »Myropoliet«, som