Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

170 Mellonis Maaling af Udstraalingen. gav Udslag i en 7 Gange større Afstand end Lufttermometret. (Nobili havde i sit første Apparat kun 6 Par Metalst.ænger, men Mellom forøgede deres Antal til 16 Par). § 137. Mellonis første Meddelelse om Varmestraalerne frem- kom 1831, og som nævnt arbejdede han med herhenhørende Un- dersøgelser lige til sin Død 1854. Han gentog Leslies Forsøg over Udstraaling fra Leslies Tær- ning, og hans Opstilling ses paa Fig. 130. Straalerne fra Tær- ningen C passere en Spalte i Skærmen J1, saaledes at der til Termosøjlen kun naar et Straaleknippe, hvis Gennemsnit bestem- mes af Spaltens Størrelse. For at hindre Straaler i at falde paa Fig. 130. Mellonis Maaling af Udstraalingen. Termosøjlens anden Endeflade, var Skærmen E opstillet, og med den drejelige Skærm K kunde han afbryde Bestraalingen fra Tær- ningen. Af størst Vigtighed bleve dog Mellonis Undersøgelser over de forskellige Legemers Gennemstraalelighed for Varme. F. W. Herschel (som er omtalt i Astronomien) havde alle- rede Aar 1800 gjort en meget interessant Iagttagelse ved at under- søge Varmefordelingen i Solspektret. Han stillede et meget følsomt Termometer i hver af Spektrets 7 Hovedfarver og fandt, at Varme- virkningen var stærkest i den røde Farve og aftagende imod den violette Ende af Spektret; men han fandt tillige, at uden for Spek- trets røde Del, altsaa uden for Lysspektret, steg Termometret endnu mere end i de røde Straaler. Fig. 131 fremstiller Herschels Iagt- tagelser; AB CDEFGH ere de fraunhoferske Linier i Solspektret,