Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Herschels »Varmespektrum«. 171 og Kurven, der er tegnet ovenover, angiver Varmevirkningen i Spektrets forskellige Punkter. Varmen er stigende fra det violette (fra H) til det røde (til A), men uden for det røde, hvor der slet ingen Lysstraaler findes, er Varmen stærkest, idet dog Varmevirk- ningen hurtig aftager, naar man yderligere fjerner sig fra det lysende Spektrum. Dette var noget ganske nyt, og Herschel mente i dette Fæ- nomen at se et Bevis for, at de mørke Varmestraaler brydes efter samme Lov som Lysstraaler. Han fandt med sin umiddelbare Genialitet et træffende Udtryk for sin Opfattelse af Forholdet mel- lem de lysende og ikke lysende Straaler, idet han udtalte, »at alle de Straaler i Sollyset, der brydes som de farvede Straaler, virke paa Øjet som Lys, medens de mindre brydbare (o: de, der ligge uden for det røde) blive indsugede af Hudens og Øjets Fugtighed og frembringe kun Varmefornemmelse.« John Leslie angreb paa det heftigste Herschels Meddelelse om, at »Varmespektret« var længere end »Lysspektret«, og i sær- lig Grad modsatte han sig Herschels Slutning om, at de mørke Varmestraaler kun adskille sig fra Lysstraaler ved at brydes min- dre. Leslie forklarede Varmevirkningen uden for Spektrets røde Ende ved, at Varmen fra de røde Straaler meddelte sig til Luften. Flere Fysikere søgte at gentage Herschels Forsøg, og selv om de alle fandt, at Varmevirkningen gik uden for det lysende Spektrum, vare dog deres Opgivelser af, hvor den stærkeste Varme fandtes, lidet overensstemmende. Først Seebeck, om hvem senere, viste, hvorfra denne Uoverensstemmelse hidrørte, nemlig fra de forskel- lige Prismer, hvormed Spektret blev frembragt; for een Glassort